Planlagde terrorangreb på stor festival: 18-årig tiltalt

Mistænkt for terrorplaner har ifølge anklagemyndigheden i Sverige flere gange svoret troskab til Islamisk Stat.

En 18-årig mand er blevet tiltalt for at planlægge et terrorangreb mod en kulturfestival, som blev afholdt i august i Stockholm.

Det oplyser vicechefanklager Henrik Olin til det svenske public service-medie SVT torsdag formiddag. Nyhedsbureauet TT skriver også om tiltalen.

Her fremgår det, at manden ifølge anklagemyndigheden flere gange har svoret troskab til den militante bevægelse Islamisk Stat.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Den 18-årige er tiltalt for at have forsøgt at anskaffe våben til angrebet og for at have modtaget instruktioner om, hvordan man bygger og anvender sprængladninger.

Han skal også være begyndt at bygge bomber til angrebet, inden han blev anholdt og varetægtsfængslet i februar.

Planlægningen af angrebet mod den svenske kulturfestival skal være foregået mellem august 2024 og februar 2025.

En mentalundersøgelse af manden har vist, at han kan lide af en alvorlig psykisk lidelse, skriver TT.

Det fremgår ikke, hvilken lidelse der kan være tale om.

/ritzau/

Krig og kriser fylder: Milliardregn skal styrke Danmark