Den 34-årige livstidsdømte Philip Westh har siden sin dom i byretten for flere alvorlige forbrydelser været helt stille. Men nu har han i flere afhøringer med politiet kommet med overraskende erkendelser
Kort før ankesagen for sin livstidsstraf i landsretten i oktober 2024 trak Philip Westh sin anke tilbage, modtog sin straf, og siden har man ikke hørt fra ham.
Men i nye oplysninger står det nu klart, at Philip Westh under afhøringer med politiet har talt og erkendt overraskende dele af sine forbrydelser, som han ellers indtil da har nægtet.
Over for TV 2 bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at Philip Westh er blevet afhørt efter den afsluttede straffesag.
“Vi kan bekræfte, at den domfældte efterfølgende har ønsket at lade sig afhøre. Denne afhøring er foretaget,” lyder det fra politiet til mediet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var tilbage i juni 2024, at Philip Westh blev idømt livstid i fængsel for drab, frihedsberøvelse og seksuelle overgreb på 17-årige Emilie Meng, for et 27 timers langt voldstægtsmareridt, drabsforsøg og frihedsberøvelse på en 13-årige pige, der var ude med aviser omkring Kirkerup og for voldtægtsforsøg, vold, trusler og forsøg på frihedsberøvelse af en 15-årig efterskoleelev i Sorø.
Philip Westh erkendte dengang dele af forholdene omkring den 13-årige pige, men han nægtede sig skyldig i forbrydelserne mod Emilie Meng og efterskoleeleven.
Philip Wesths forsvarsadvokat Karina Skou bekræfter også til TV 2, at morderen nu har været i dialog med politiet.
“Baggrunden er et ønske om at tage ansvar,” skriver forsvarsadvokaten til mediet.
Hun tilføjer, at hun på nuværende tidspunkt ikke kan gå i yderligere detaljer.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil af hensyn til de involverede personer heller ikke oplyse nærmere om indholdet af Philip Wesths afhøringer.
Familien til den 15-årige efterskoleelev kan dog løfte sløret for, hvad en eller flere af afhøringerne har handlet om.
De fortæller til TV 2, at Philip Westh i modsætning til tidligere nu har erkendt, at han stod bag forbrydelserne på den 15-årige pige.
Det har familien fået at vide i denne måned, lyder det.
Den 15-årige efterskoleelev forklarede under sagens forløb i retten, at hun på gerningstidspunktet var ude at gå en aftentur ved Sorø Gymnastikefterskole, hvor hun boede.
Pigen var gået ud for at tale med sin mor, da hun pludselig blev overfaldet bagfra.
Gerningsmanden havde en kniv i hånden, og hun blev væltet ned på jorden, hvor en kamp udspillede sig.
“Jeg troede ikke, at jeg ville slippe levende derfra. Men han lagde mig pludselig ned og bad mig tælle til 100, og så hørte jeg bare skridt gennem græsset,” fortalte pigen dengang til TV 2.
Forsvarsadvokat Peter Secher fortæller, at der kan være flere grunde til, at en livstidsdømt vælger at lade sig afhøre igen.
“Det gode motiv for sådan en afhøring er, hvis det pludselig viser sig, at man er blevet et nyt og bedre menneske og har indset dybden af sine forfærdelige handlinger,” siger han TV 2 og fortsætter:
“Den mindre elegante forklaring er, hvis det er udtryk for en eller anden form for manipulation eller et manipulationsforsøg.”
Forsvarsadvokaten understreger, at de nye afhøringer ikke kan ændre på den livstidsstraf, der allerede er givet til Philip Westh.
Den 13-årige avispiges familie har også været i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om afhøringerne, men vil ikke gå i nærmere detaljer om, hvad der er sagt.
