Den afgående PET-chefs eftermæle vil unægteligt blive martret af særligt to lortesager
Finn Borch Andersen stopper som chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) til sommer.
Det bekræfter han over for DR.
Stillingen som chef for PET er slået op på Jobindex, hvor det fremgår, at efterretningstjenesten søger en ny chef, da den nuværende chefs åremålskontrakt udløber.
Den nuværende PET-chef siger til DR, at det skal være nu, hvis han skal nå at prøve kræfter med andre opgaver i sit arbejdsliv.
“Derfor har jeg efter grundige overvejelser besluttet ikke at søge stillingen som PET-chef igen. Det har været et kæmpe privilegium at stå i spidsen for Danmarks nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste i 11 år til sommer,” lyder det fra Finn Borch Andersen til DR.
To uheldige sager for PET
Særligt to sager har været sten i skoen for PET, og i forlængelse også Finn Borch Andersen, de seneste seks år, skriver DR.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Den ene er den såkaldte Samsam-sag, hvor PET og FE led et nederlag i Højesteret og måtte bekræfte, at Ahmed Samsam havde været kilde og arbejdet for dem “med kontraterror” på rejser til Syrien, der blandt andet lå til grund for en terrordom, Samsam fik i Spanien.
Den anden er FE-sagen om læk fra efterretningstjenesterne med eks-spionchef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i fokus. Her kom særligt PET’s efterforskning med en totalovervågning af Lars Findsen under lup og blev ifølge Finn Borch Andersen genstand for ‘forskellige konspirationsteorier’ om politisk indblanding.
