Partileder stolt: Vil være grønnest i Folketinget

Alternativet skal være det grønneste parti i Folketinget, siger partilederen. Hun ønsker ændring i landbruget.

Ganske vist hopper Alternativet op over og ned under spærregrænsen i målinger, men politisk leder Franciska Rosenkilde er ikke i tvivl: Partiet kommer i Folketinget.

Det siger hun i Bülowshallen på Frederiksberg, hvor hun tirsdag formiddag har sat sit kryds ud for eget navn.

– Det er et af de valg her i livet, der måske er lettere end så mange andre. Det er både en følelse af stolthed, glæde og privilegium at kunne, siger hun.

Når Alternativet ifølge Rosenkilde kommer i Folketinget, kommer partiet til at kæmpe for at trække de øvrige partier i en grønnere retning.

Hun fremhæver, at temaerne rent drikkevand og dansk svineproduktion har fyldt meget under valgkampen. Partilederen er overbevist om, at det har ført til ekstra krydser ud for Alternativet.

– Jeg får utroligt mange positive tilkendegivelser fra folk, der tidligere har stemt borgerligt eller på andre rød-grønne partier, og som siger, at det er fuldstændigt afgørende for dem at stemme på et parti, der er det grønneste, og som arbejder på at ændre den danske svineproduktion, siger Franciska Rosenkilde.