I et længere opslag på Facebook deler Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslag, sine forventninger til folketingsvalget næste år.
“Når danskerne engang skal til stemmeurnerne igen næste år, tror jeg desværre, det bliver på et bagtæppe af en ekstremt beskidt politisk valgkamp,” skriver Alex Vanopslag på Facebook.
I opslaget erkender formanden, at Liberal Alliance kommer til at have sin andel i mudderkastet, men frygter, at Socialdemokratiet tager det et skridt videre.
“Selvom de fleste af os kommer til at have vores del af ansvaret for det, vil ræset mod bunden være anført af Socialdemokratiet,” skriver han.
Samtidig roser han Socialdemokratiet for dygtige medarbejdere med højt fagligt niveau, men understreger, at det netop gør ham bekymret for, hvor langt partiet vil gå i mudderkastet.
“Men jeg siger det også med foragt, fordi socialdemokraterne sammen med disse fine kvaliteter har en uforlignelig kynisme. Det er svært at finde den nedre grænse for, hvad de kan finde på, når det handler om at vinde eller fastholde magten,” skriver han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Valg inden sommerferien
Folketingsvalget skal senest finde sted den 31. oktober 2026. Statsminister Mette Frederiksen kan dog vælge at udskrive valget tidligere.
Politisk kommentator Hans Engell tror, at valget kommer før sommerferien. Hidtil har han forventet et valg til efteråret, men ændrer nu holdning, blandt andet på grund af kommunalvalget.
“Kommunalvalget har rykket så meget, og i virkeligheden også ændret det politiske billede. Jeg har hidtil troet, at Mette ville vente med at udskrive valg til efteråret, men med den tone, der er mellem de tre regeringspartier, har jeg svært ved at se, at valget ikke kommer inden sommerferien,” siger Hans Engell ifølge Ekstra Bladet.