Beboer blev vækket af højt brag og løb ud på gaden, hvor en dreng lå under brændende knallert
En 15-årig dreng meldes lørdag formiddag uden for livsfare efter en alvorlig knallertulykke i Frederiksværk natten til lørdag.
Drengens pårørende er blevet underrettet, oplyser vagtchef Rune Mandrup fra Nordsjællands Politi om ulykken, som skete klokken 03.05 på Nyhusgade tæt ved Netto i det centrale Frederiksværk.
– En beboer vågner ved, at der lyder et højt brag ude fra gaden og løber udenfor. Her ligger der en 15-årig dreng under en knallert, og der er gået ild i både knallerten og i drengen, fortæller Rune Mandrup.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Alvorlige brandskader kræver specialiseret behandling, og drengen blev derfor hastet til Rigshospitalets Traumecenter i København – transporten foregik i helikopter.
– Fordi han var forbrændt på mere end ti procent af kroppen, så kunne man i første omgang ikke erklære ham uden for livsfare. Men meldingen her til formiddag er, at han er uden for livsfare, men i kritisk tilstand, fortæller vagtchefen.
Nordsjællands Politi arbejder nu på at finde årsagen til ulykken. Blandt andet er ulykkesstedet blevet undersøgt af en bilinspektør, som har speciale i netop den slags.
Også knallerten er blevet sendt til tekniske undersøgelser. Blandt andet skal det klarlægges, hvordan den kunne bryde i brand, ligesom man vil forsøge at afdække om forhold ved knallerten kan have haft en betydning i forhold til ulykken.
/ritzau/