Oversigt: Disse Superliga-spillere skal til VM

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Syv Superliga-klubber kan prale af at have en eller flere spillere med til den kommende VM-slutrunde i USA, Mexico og Canada.

Når VM-slutrunden i Mexico, USA og Canada skydes i gang om 10 dage, bliver det som bekendt uden deltagelse af det danske landshold.

Det betyder dog ikke, at danske fodboldfans intet har at kippe med Dannebrog for.

Flere af de 48 nationer, der skal kæmpe om VM-trofæet, har nemlig udtaget spillere fra den danske Superliga.

Herunder får du et overblik over hvilke Superliga-spillere, der tørner ud i de nationale farver i løbet af den kommende måneds tid.

(Artiklen fortsætter under billedet)

FC Midtjylland bliver det bedst repræsenterede Superliga-hold ved den kommende VM-slutrunde. Arkivfoto.

Vicemestrene dominerer

I alt er 16 Superliga-spillere udtaget til den nordamerikanske VM-slutrunde.

Og ét hold står for næsten en tredjedel af udtagelserne.

Det er nemlig Superligaens andenplads FC Midtjylland, der fører an med sydkoreanske Lee Han-beom og Cho Gue-sung, tyrkiske Aral Simsir – der også kunne have valgt at repræsentere Danmark – ecuadorianske Denil Castillo og kroatiske Martin Erlic.

Udover Erlic har den kroatiske landstræner Zlatko Dalić valgt at tage endnu en Superliga-spiller med i form af FCK-målmanden Dominik Kotarski.

Den københavnske klub, der ellers havde en svær sæson i Superligaen, er yderligere repræsenteret med tunesiske Elias Achouri og japanske Junnosuke Suzuki – der blev kåret som årets FCK-spiller.

Ærkerivalerne fra Brøndby IF sender ligeledes tre spillere afsted til VM-slutrunden.

Det er Benjamin Tahirović fra Bosnien-Hercegovina samt de to østrigere Patrick Pentz og Michael Gregoritsch. Sidstnævnte blev i januar udlånt til tyske Augsburg, og det er fortsat uvist, om klubberne lander en permanent købsaftale inden lejekontraktens udløb i slutningen af juni.

Dermed er han altså i skrivende stund fortsat på kontrakt i vestegnsklubben.

Lidt længere nordpå kan FC Nordsjælland klappe i hænderne over deres to afrikanske spillere Ibrahim Adel og Caleb Yirenkyi, der skal repræsentere henholdsvis Ægypten og Ghana.

Mestrene fra AGF kan på trods af en historisk sæson blot bryste sig af en enkelt VM-spiller i form af irakiske Kevin Yakob.

Det samme kan Silkeborg og Randers, der sender henholdsvis Callum McCowatt og Paul Izzo til VM.

De tørner ud for henholdsvis det newzealandske og australske landshold.

Det er værd at bemærke, at transfersæsonen er over os. Derfor kan flere af Superliga-spillerne, der skal til VM, ganske sandsynligt være at finde i andre klubber, når næste sæson begynder.

Aral Simsir er blandt andet rygtet til det tyrkiske storhold Galatasaray, mens flere store hold også skulle have snuden ude efter Nordsjælland-kometen Yirenkyi.

Annonce
Annonce
Annonce