Overraskende udvikling for Zelenskyj og Trump

Ukraines præsident mødtes med præsident Trump på sidelinjerne ved pavens begravelse, bekræfter talsmand

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har lørdag holdt møde med USA’s præsident, Donald Trump, i Rom.

Det bekræfter Zelenskyjs talsmand ifølge Reuters.

Han oplyser ikke i detaljer, hvad der blev talt om på mødet.

Trump har i de seneste dage hævdet, at Ukraine og Rusland er “meget tæt på en aftale” om våbenhvile.

Mødet mellem de to præsidenter fandt sted umiddelbart inden pave Frans’ begravelse gik i gang klokken 10 på Peterspladsen.

En embedsmand i Det Hvide Hus bekræfter, at Trump har mødt Zelenskyj i Rom. De to havde en meget produktiv samtale, siger embedsmanden til Reuters.

Kilder i Vatikanet siger til Sky News, at de to præsidenter har aftalt at tale videre, når begravelsesceremonien er slut.

Det er ikke umiddelbart bekræftet af Det Hvide Hus.

Trump blev fredag spurgt af journalister, om han skulle mødes med Zelenskyj i Rom.

– Det er muligt, svarede Trump, da han fredag steg om bord i en helikopter i Washington D.C., som var første trin på vejen til Rom.

Mødet mellem de to i Rom er det første møde mellem dem, siden Zelenskyj var på besøg i Det Hvide Hus 28. februar.

Her blev den ukrainske præsident skældt ud af Trump og hans vicepræsident, J.D. Vance, for rullende kameraer.

Zelenskyj udtrykte fredag tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne deltage efter den seneste tids blodige angreb i Ukraine. Torsdag blev 12 dræbt og 90 såret i et russisk missilangreb mod hovedstaden Kyiv.

Trumps særlige udsending Steve Witkoff var fredag i Ruslands hovedstad, Moskva, hvor han havde et tre timer langt møde med den russiske præsident, Vladimir Putin.

USA har åbnet for, at Krim kan forblive under russisk kontrol. Rusland annekterede på ulovlig vis halvøen i 2014.

Trump sagde endvidere i et interview med Time Magazine fredag, at han mener, at Ukraine kan blive nødt til at opgive 20 procent af sit areal.

Foruden præsident Zelenskyj er også den ukrainske førstedame, Olena Zelenska, og udenrigsminister Andrij Sybiha lørdag morgen ankommet til Rom for at deltage i ceremonien i Peterskirken.

/ritzau/