Over 50 brandfolk knokler med storbrand

En større brand i en Falck-station ventes først at være slukket lørdag.

Der er fredag eftermiddag udbrudt en større brand i en Falck-station i Fredericia.

Branden ventes først at blive slukket lørdag, oplyser operationschef i Trekantsområdets Brandvæsen Erik Eg til Ritzau.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses nogle af brandfolkene i aktion – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

– Det er hele tagkonstruktionen, der er brændt, så det er en meget stor brand. Vi har den under kontrol nu, men der er mange timers efterslukning, siger han.

Klokken 19.15 har brandvæsnet 53 personer på stedet, der arbejder på at slukke branden.

Anmeldelsen indløb klokken 14.17.

Falck-stationen ligger i et industriområde på Vejlevej i Fredericia.

Man mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag. Det siger Rune Nielsen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

– Vi ved ikke 100 procent, hvad der er sket derude, men inden branden var man ved at sætte nogle ovenlysvinduer i, og vi har en mistanke om, at der er gået noget galt i forbindelse med noget tagpap.

– Det tyder alt i hvert fald på, siger han.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

/ritzau/

Fredag eftermiddag er flere af politiets patruljer på arbejde i et afspærret område, hvor en person forinden er blevet stukket ned. Her er man også ankommet med en hundepatrulje.