Over 3.000 nye statsborgere straffet for kriminalitet: Nu vil parti indføre betinget statsborgerskab

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Over 3.000 af 15.000 nye statsborgere har begået kriminalitet – nu kræver parti betinget statsborgerskab.

Flere har allerede kommenteret på tallene.

Eksempelvis statsministeren i forbindelse med Folketingets åbning:

“Der er i hvert fald for mange med muslimsk baggrund, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt,” lød det fra statsministeren.

Og det er Danmarksdemokraterne nu enige i.

Partiet har nemlig fået nye tal, der viser, at en stor andel af en særlig gruppe indvandrere har begået kriminalitet.

Derfor reagerer partiet nu prompte med et nyt krav til regeringen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Ulrik Knudsen (DD) kilde: ft.dk

Det er Ulrik Knudsen, der på Facebook har offentliggjort de nye tal, som partiet har fået fra justitsministeren.

Her viser tallene, at 3.143 ud af omkring 15.000 nye statsborgere fra de såkaldte MENAPT-lande har fået bøder eller fængselsstraffe efter at have begået kriminalitet.

Derfor vil Ulrik Knudsen og Danmarksdemokraterne nu have indført betinget statsborgerskab, skriver han på Facebook.

“Danmarksdemokraterne foreslår betinget statsborgerskab. Begår man grov kriminalitet de første 10 år, vender man Danmark ryggen. Og så skal statsborgerskabet selvfølgelig fratages,” skriver Ulrik Knudsen, der er indfødsretsordfører for Danmarksdemokraterne, på Facebook.

Tallene stammer fra et spørgsmål til ministeren, hvor Ulrik Knudsen og Danmarksdemokraterne ønskede at vide, hvor mange personer med oprindelse i et MENAPT-land der er blevet tildelt dansk statsborgerskab, og som efterfølgende har fået en bøde eller fængselsstraf.

Af ministerens svar fremgår det, at over 3.000 af de cirka 15.000 nye statsborgere fra de såkaldte MENAPT-lande siden 2015 har fået en bøde eller fængselsstraf.

Øverst på listen ligger Irak og Afghanistan med henholdsvis 879 og 620 personer. Nederst på listen ligger Sudan og Egypten med henholdsvis 15 og 23 personer.

MENAPT-landene er en geografisk og statistisk betegnelse for en gruppe på 28 lande og områder i Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan, Tyrkiet og Afghanistan.

Annonce

Annonce