Over 200 kilometer i timen: Tesla brager afsted med politiet i hælene

Det gik over stok og sten efter et indbrud. Her blev en Tesla målt til at køre over 200 kilometer i timen i forsøget på at komme væk fra ordensmagten.

Et indbrud i en virksomhed udviklede sig natten til søndag til et større drama.

Fra indbruddet stak en hvid Tesla af, og i forsøget på at flygte fra politiet pressede flugtbilisten i den grad pedalen til metallet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ifølge TV 2 Østjylland foregik indbruddet ved en virksomhed på Agersbæksvej i Risskov.

Herfra havde politiet fået en anmeldelse klokken 03.28, efter flere personer var blevet set bære genstande ud af virksomheden og ind i en hvid varebil.

Samtidig holdt en Tesla angiveligt vagt på stedet.

Flere patruljer fra Østjyllands Politi rykkede ud til stedet, hvor varebilen dog slap væk.

Teslaen forsøgte det samme med over 200 kilometer i timen på Hasle Ringvej, hvor fartgrænsen er 70 kilometer i timen.

Ved Globus 1 på Åby Ringvej gik den dog ikke længere. Her standsede Teslaen, hvorefter flere personer stak af til fods.

Det lykkedes dog politiet at finde den 21-årige ejer af bilen, der blev sigtet for indbrud og vanvidskørsel. Hans Tesla blev samtidig beslaglagt.

Sagen efterforskes stadig, da flere ukendte gerningsmænd er på fri fod.

Natten til mandag er politiet gået ud med en efterlysning af en mand, der har været væk siden i lørdags.