En otteårig dreng har mandag aften mistet livet i en bilulykke nær byen Stopfenreuth i Østrig.
Ritzau har senere skrevet, at denne artikel er fejlbehæftet. Der var ikke tale om en dansk dreng, som det tidligere blev beskrevet. Læs opdateringen i bunden af artiklen.
Det oplyser talsperson for Røde Kors i Niederösterreich Andreas Zenker til Ritzau.
Tre danske statsborgere sad ifølge Zenker i bilen.
– Drengen sad bag i bilen og havde ingen sikkerhedssele på, så han fløj ud af bilen og pådrog sig et fatalt hovedtraume. Redningspersonale påbegyndte hjertelungeredning på stedet, men måtte desværre opgive, siger han.
En 14-årig dansk pige, som også sad i bilen, er alvorligt tilskadekommen. Hun er blevet fløjet til et hospital i den østrigske hovedstad, Wien.
Ligesom drengen havde pigen ikke sikkerhedssele på.
– Hun har alvorlige skader, men er uden for livsfare, siger Zenker.
Føreren af bilen var de to børns danske mor. Hun er kommet lettere til skade, siger Zenker, som ikke kender kvindens alder.
To biler var involveret i ulykken, der skete i den østlige del af Østrig nær grænsen til Slovakiet. En af bilerne havde dansk nummerplade, mens den anden bil havde østrigsk nummerplade.
Ulykken skete omkring klokken 22.00 på en bro, der går over floden Donau, siger Zenker.
– Den danske bil var på broen og ville dreje til venstre, da den østrigske bil ramte den fra siden, lyder det.
Føreren af den østrigske bil var en kvinde, hvis alder Zenker ikke har information om. Hun er blevet fragtet på hospitalet med ambulance, siger han. Der var ingen andre i bilen.
Bag den forulykkede danske bil var der også en dansk bil, som var familie eller nære venner til familien i den danske bil.
– Det er selvfølgelig en stor tragedie, og vi har indsat krisehjælp til de involverede, siger Zenker.
Han siger videre, at Røde Kors i Niederösterreich måske har flere informationer tirsdag morgen.
Ritzau har kontaktet Udenrigsministeriet for en kommentar.
Regeringen vil indføre stop for disse sygeplejersker
OPDATERING FRA RITZAU:
‘Den otteårige dreng, der blev dræbt i forbindelse med en trafikulykke i det østlige Østrig mandag aften, var ikke dansker.
Det fortæller chefinspektør Johann Baumschlager fra politiet i delstaten Niederösterreich, hvor ulykken fandt sted, til Ritzau.
– Både føreren af bilen og de tre passagerer var rumænske statsborgere med bopæl i Norge, siger Johann Baumschlager.
Dermed modsiger han oplysninger fra en pressetalsmand fra østrigsk Røde Kors, der natten til tirsdag oplyste, at den trafikdræbte var en dansk dreng.’