Otte nye navne tilføjet til stjernespækket dansk festival

Den sydjyske musikfestival i Jelling kan i dag annoncere yderligere otte navne til en plakat, der allerede byder på internationale stjerner.

Jelling Musikfestival har allerede annonceret en række store navne til programmet i 2026.

Blandt dem er de internationale stjerner Calvin Harris og Rick Astley samt danske topnavne som Aphaca og Medina.

Nu kommer yderligere otte navne til den sydjyske festival.

Og det er otte tilføjelser, der byder på et stort genremæssigt spændt over alt fra rap og r&b til pop og elektronisk musik.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Tre hitmagere på stribe

Dagens bandpakke består primært af nogle af de største navne i Danmark.

Måske størst af dem alle er rapperen Benny Jamz.

Han har hittet stort med numre som ‘Ibiza’, ‘Reposado’ og ‘Vi Varme’. Sammen med de andre medlemmer i supergruppen B.O.C. – særligt Gilli og Kesi – har han siddet tungt på toppen af dansk rap i mere end ti år.

Han får selskab på plakaten af en artist, der bevæger sig i et anderledes roligt og eftertænksomt univers.

Singer-songwriteren Guldimund melder nemlig også sin ankomst på Jelling Musikfestival.

Efter den enormt succesfulde udgivelse af albummet ‘Jeg venter i lyset’ blev den stærke lyriker fra Assens allemandseje.

Siden holdt han en længere pause fra scenen, mens han arbejdede på ny musik. Men i 2026 er han for alvor tilbage på de danske scener med et nyt album på vej.

Albummets førstesingle ‘Vil du noget?’ med Saveus er allerede blevet et stort hit.

Se også
Forfærdeligt nyt for danske fans: Hovednavn aflyser

En anden, der bestemt også kender følelsen af at sidde øverst på hitlisterne, er Joey Moe.

Han indtager ligeledes Jelling med et stort bagkatalog fyldt med hits som ‘Yo-Yo’, ‘Dobbeltslag’ og ‘Du’ en ener’.

Stærke kvindelige stemmer

Det skal selvfølgelig ikke være mandehørm det hele, og dagens annoncering byder heldigvis også på en af de mest spændende kvindelige artister lige nu.

Sofie1998 har lige udgivet sit debutalbum ‘Månelanding’, der for alvor cementerer hende som en unik stemme i dansk pop.

Med en humoristisk og personligt udleverende tilgang til sangskrivningen, har hun allerede hittet med nummeret ‘Marianne og Henrik’ samt sin medvirken på Albert Heaths ‘Horsens’ – og ‘Louisiana’ fra debutpladen virker også til at være på vej mod hitstatus.

Trioen AySay har ligeledes en stærk kvindelig stemme i front. Bandet tager deres særegne og psykedeliske blanding af anatolsk folkemusik og moderne nordiske tendenser med på Jelling musikfestival.

Til at starte festen har bookerne hyret hitmagerne fra Specktors og den nordtyske elektroniske gruppe ItaloBrothers – dagens eneste udenlandske navn, omend de efterhånden er mere eller mindre på hjemmebane i Danmark.

Sidst men ikke mindst har det fynske kultrockband Rock Hard Power Spray også fundet plads på Jelling-plakaten.

Korte videoer