En række store filmstjerner medvirker i Henrik Ruben Genz’ feelgood-komedie om et klassisk familiedilemma.
Optagelserne til Henrik Ruben Genz’ feelgood-komedie ‘Hvad stiller vi op med far?’ er netop gået i gang på Fyn.
Det kan produktionsselskabet Scanbox Productions fortælle i en pressemeddelelse via HAVE Kommunikation.
Den prisvindende instruktørs næste film, der får premiere senere i år, har flere store navne på rollelisten.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hvem passer på far?
Vi bliver alle ældre med tiden, og hvad stiller man op, når mor eller far ikke længere kan klare sig selv?
Hvem i søskendeflokken tager ansvaret? Og kan man leve med helt at give ansvaret videre til ældreplejen?
‘Hvad stiller vi op med far?’ tackler et genkendeligt dilemma og de store spørgsmål, som mange danske familier på et eller andet tidspunkt må tage stilling til.
I filmen følger vi de tre søstre Rita, Beth og Judy, der voksede op som hinandens bedste venner i et trygt og kærligt hjem.
De lever nu i hver deres landsdel, og Beth har som eneste tilbageværende fynbo påtaget sig ansvaret for at passe søstrenes far, Harald.
Men da hun rejser til udlandet, må Judy og Rita, der begge står i hver deres livskrise, rejse hjem til Fyn for at passe deres gamle far.
Jobbet viser sig at være mere vanskeligt end som så, og spørgsmålet i filmens titel presser sig på: ‘Hvad stiller vi op med far?’
Stjernetrio i front
Filmen, hvis optagelser netop er startet i Assens, er det seneste skud på stammen fra Henrik Ruben Genz, der senest var aktuel med biografsuccesen ‘Bamse’.
Han har tidligere blandt andet stået bag filmene ‘En som Hodder’, ‘Frygtelig lykkelig’ og ‘Erna i krig’.
I 2000 blev han nomineret til en Oscar-statuette for sin kortfilm ‘Bror, min bror’.
I ‘Hvad stiller vi op med far?’ arbejder han sammen med en lang række stærke skuespillere.
Filmens søskendetrio spilles af Bodil Jørgensen, Maria Rossing og Rikke Bilde.
Jørgensen indtager rollen som den rapkæftede storesøster, Rita, mens Rossing og Bilde er henholdsvis det pligtopfyldende midterbarn, Beth, og den konfliktsky efternøler, Judy.
De to sidstnævnte karakterers ægtemænd spilles af Ulrich Thomsen og Anders W. Berthelsen – der portrætterede Flemming ‘Bamse’ Jørgensen i Genz’ seneste film.
Jesper Riefensthal og Jimmy Jørgensen er ligeledes på rollelisten, mens filmens titulære far spilles af teater-legenden Peter Schrøder.
‘Hvad stiller vi op med far?’ får dansk biografpremiere den 25. december 2026.
