Optakt: Lokale helte skal forsvare deres bælter i Odense

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

MMA Galla vender lørdag tilbage på hjemmebane i Odense med et stærkt fight card headlinet af to store titelkampe.

Lørdag bliver en stor MMA-aften i Odense.

Her har den lokalt forankrede promotion MMA Galla nemlig linet et af årets stærkeste fight cards op i Sydbank Arena.

Ikke bare én, men to lokale helte sætter deres titelbælter på spil mod stærke udenlandske udfordrere.

Og resten af kortet er ligeledes fyldt med sprængfarlige opgør og nogle af landets største talenter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

To af disse fine bælter er på højkant lørdag aften. Arkivfoto.

Har stået der før

Det plejer at være en stor aften i Odense, når en af de lokale helte skal kæmpe om eller forsvare guldet foran hjemmebanepublikummet.

Lørdag er det ikke blot én, men to lokale favoritter, der skal i buret og helst skal forlade det igen med bæltet over skulderen.

Både weltervægtsmesteren Simon Seiler og sværvægtsmesteren Jakob Dyrup træner i Odense-klubben Great Danes Fight Club og kalder Fyns hovedstad for deres hjem.

De står også begge over for stærk international modstand i deres første forsvar af hvert deres bælte.

Simon Seiler genvandt weltervægtsbæltet tilbage i februar, da han slog den regerende mester Emmanuel Binyet.

Da Seiler senest var regerende mester, slap han desværre bæltet allerede i sit første forsvar mod irske Cian Cowley.

Lørdag aften skal han undgå at gøre det samme, når han møder tjekkiske Vítězslav Rajnoch – og det tegner ikke til at blive nogen let opgave.

Tjekken har nemlig betydelig erfaring fra en af europas største promotions, tjetjenske Absolute Championship Akhmat – tidligere Absolute Championship Berkut – der har opfostret UFC-fightere som Petr Yan og Zabit Magomedsharipov.

Den her går ikke tiden ud

Jakob Dyrup, der for mindre end fire måneder siden blev MMA Gallas første sværvægtsmester nogensinde, møder en på papiret lidt mindre skræmmende modstander.

Egyptiske Abdallah Gamal har en statistik på otte sejre og seks nederlag, mens Dyrup fortsat er ubesejret efter fem kampe som professionel fighter.

Det vil dog være en fejl af den fynske helt at tage let på sin modstander, der blandt andet har erfaring fra Hollands førende promotion Levels Fight League.

Heldigvis kommer publikum næppe til at skulle bide negle ret længe.

Alle Dyrups pro-kampe er nemlig blevet afsluttet i første runde, og Gamal har ikke kæmpet mere end to runder i en kamp siden 2016.

Specielt talent, specielle regler

Mens de to titelkampe selvsagt har fyldt meget i optakten til MMA Galla Vol. 32, er det langt fra alt, aftenens main card har at byde på.

De resterende tre kampe på main cardet byder nemlig på yderligere to pro-kampe og et spændende amatøropgør.

Lige før de to titelbrag bliver publikum forkælet med en såkaldt ‘Special Rules’-kamp mellem endnu en lokal helt Tais O’Donnell og marokkanske Zakaria Azizi.

‘Muay Tais’, som O’Donnell også kaldes, er i virkeligheden slet ikke en MMA-fighter.

Som kaldenavnet antyder ligger hans styrker primært inden for stående kampsportsdiscipliner som thaiboksning, kickboxing og karate.

Han vil altså ikke ligge og rode rundt på måtten, og det kommer han heller ikke til at gøre lørdag.

Ligesom det var tilfældet, da O’Donnell i maj for første gang kæmpede på hjemmebane i Odense, vil de to kæmpere kun få lov til fem sekunders ‘ground and pound’ ad gangen, før kampdommeren stiller dem op igen.

O’Donnell skal forsøge at holde liv i sin statistik som ubesejret efter ti pro-kampe.

Han møder marokkanske Zakaria Azizi, der kommer til Odense med en kampstatistik på 11 sejre og et enkelt nederlag.

Sidst men ikke mindst på main cardet skal endnu en lokal fighter Rick Gangia forsøge at bryde en nederlagsstime på fire kampe, mens et af landets største talenter Rida Jawad rejser til Odense for at bygge videre på sit imponerende amatør-cv, inden han uden tvivl går professionel en dag.

Både Gangia og Jawad møder en tysk modstander.

Der er desuden flere spændende opgør at finde på prelim-cardet, der blandt andet byder på et gensyn med Hamza Alnemer, som bragede igennem med et knockout i sin debut tilbage i maj.

Annonce
Annonce
Annonce