Teatret sætter rekord i billetsalg og økonomisk overskud – men er fortsat afhængigt af særtilskud for at sikre fremtiden.
Aveny-T har meget at juble over for tiden.
Teatret på Frederiksberg har nemlig haft et rekordhøjt aktivitetsniveau det forgangne år med stor opbakning fra både publikum, fonde og andre samarbejdspartnere.
Det oplyser Aveny-T i en pressemeddelelse, hvor et nyt årsregnskab kan fremlægge nøgletal for teatrets drift og økonomi.
”På Aveny-T har vi hele verden på scenen, både den storpolitiske og den hverdagsagtige. Både det store og det små, det fjerne og det nære – og gerne med en særlig vinkel på den verden, vi alle er en del af. Teatret tager sin rolle alvorligt både overfor kunsten og i samtalen om åndelig oprustning i samfundet,” skriver Aveny-T’s bestyrelse i sin beretning.
De seneste år har teatret lagt vægt på udvikling og har i 2024 præsenteret 28 forskellige forestillinger, heraf 23 gæstespil, tre egenproduktioner og to co-produktioner.
Det samlede billetsalg har været 33.678 billetter – en stigning på næsten 50% i forhold til 2023.
Afhængig af særtilskud for at opretholde bæredygtig drift
Økonomisk har 2024 styrket Aveny-T’s egenkapital i en udfordrende tid.
Teatret har i årets løb modtaget en særbevilling på 2,95 millioner kroner fra Frederiksberg Kommune og er fortsat på finansloven med et årligt tilskud på 2,6 millioner kroner.
Derudover er det lykkedes at hente fondsmidler på 2,622 millioner kroner til årets produktioner. Det samlede resultat er således et overskud på 2,265 millioner kroner, hvilket bringer egenkapitalen op på 1,387 millioner kroner og sikrer en mere solid økonomisk base.
Men trods det gode billetsalg og betydelig fondsstøtte er teatret fortsat afhængigt af særtilskud for at opretholde en bæredygtig drift.
Derfor bør Aveny-T indgå i en fast støtteordning — på lige fod med teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde, lyder det fra bestyrelsen i beretningen.
”Derfor er Aveny-T fortsat i en situation, hvor den basale driftsøkonomi er underfinansieret og afhængig af særtilskud fra det offentlige – enten via det kulturelle aktstykke under Kulturministeriet eller særbevillinger fra enten ministeriet eller Frederiksberg Kommune. Vi har i flere år gjort opmærksom på denne svære situation og oplever heldigvis både forståelse og opbakning til at løse den. Efter et godt resultat står vi et nogenlunde solidt sted økonomisk i 2025, hvorimod vi allerede i 2026 har brug for hjælp og nye løsninger,” skriver bestyrelsen.