Fredag den 3. oktober åbner dørene til årets kulturnat. Programmet spænder fra børneaktiviteter og musik til horror og natbad.
Fredag den 3. oktober bliver der rig mulighed for at gå på opdagelse i alt fra musik og teater til gys og kreative aktiviteter, når Kulturnatten igen finder sted i Næstved.
Fra kl. 16.00 og helt frem til midnat er programmet spækket med oplevelser for både børn og voksne.
Et af de helt store trækplastre er Næstved Sygehus, der stiller op med hele 17 stande.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Her kan gæsterne blandt andet få gips på armen, sende deres bamse til sundhedstjek eller opleve et operationshold udføre en knæoperation på en dukke.
Også byens bibliotek markerer sig, når det nye børnebibliotek for første gang slår dørene op. Publikum kan deltage i skattejagt, lave masker i krea-værkstedet eller opleve dans og højtlæsning.
Arrangementet finder sted i Næstved Kommune, hvor også Ny Ridehus byder på en musikalsk aften med både solister og bands.
Desuden er der koncerter i kirker, kulturhuse og klubber, ligesom man kan opleve Silent Disco, fællessang og natbad med musik i svømmehallen.
For de modigste gæster er der et Horror House på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor mørke og overraskelser venter bag hvert gardin. Derudover kan man opleve brandbiler, politibiler og militærkøretøjer tæt på.
Kulturnatten giver dermed et bredt indblik i byens kultur- og foreningsliv, hvor der er noget for både familier, musikelskere og dem, der søger en god portion gys.
Bryggens dronning er blevet kioskejer: “Folk fra hele landet kommer forbi”