En skræmmende sag er tirsdag kommet ud i offentligheden, hvor det meldes, at op mod 40 børn har drukket kølervæske.
Ved en fejl blev der blandet kølervæske i slushice i Jesperhus Blomsterpark, og det fik tirsdag politiet til at rykke ud for at undersøge mulig forgiftning.
‘Vi har i dag været til stede i Jesperhus Blomsterpark for at undersøge en anmeldelse om indtagelse af en mulig giftig væske. Et antal børn har under en lukket forestilling indtaget en fortyndet kølevæske, som bruges i fødevareindustrien. Væsken var ved en fejl blandet i slushice’, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Giftlinjen oplyser dog ifølge politiet, at kølervæsken er ufarlig i det blandingsforhold, som er indtaget.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi et opslag på det sociale medie X.
Op til 40 børn kan her til eftermiddag have indtaget drinks med blåt rengøringsmiddel i i forbindelse med et familieshow i Jesperhus Blomsterpark, skriver TV Midtvest.
Kølervæsken bruges i forbindelse med fødevareindustrien og var ved en fejl blandet i slushicen.
Politiet blev alarmeret, og også en akutlægebil og en ambulance blev tilkaldt.
‘Vi har været i kontakt med alle implicerede. Børn og forældre er tilset og vejledt om mulige symptomer’, skriver politiet, der altså tilføjer, at væsken var ufarlig i det forhold, som børnene indtog.
Politiets opslag melder ikke noget om, hvordan fejlen med kølervæsken kunne ske.
Men det har den adminstrerende direktør nu opklaret.
Henrik Munksgaard, som er administrerende direktør i Jesperhus Blomsterpark, fortæller, at dunken med rengøringsmiddel ved en fejl har stået lige ved siden af dunken med slushicesaft.
“Normalt har vi selvfølgelig altid adskilt fødevarer og rengøringsmidler, men det firma har så stillet resterne fra den dunk, de har rengjort med, lige ved siden af vores slushicemix, og så er der selvfølgelig sket en forveksling der”, siger han til TV 2 Nord.