One Direction-medlem indtager Royal Arena

Samtidig med annonceringen af en stor europæisk turné, har den irske stjerne udgivet første single fra sit kommende album.

Siden One Direction-bruddet i 2016 har Niall Horan, Harry Styles, Louis Tomlinson, Zayn Malik og den nu afdøde Liam Payne sat deres individuelle aftryk på den globale musikscene.

Hver især har de hittet med numre som ‘Dusk Till Dawn’, ‘As It Was’, ‘Strip That Down’, ‘Back to You’ og ‘This Town’.

Nu kan manden bag sidstnævnte megahit annoncere en stor europæisk turné i forbindelse med udgivelsen af sit nye album.

Og den turné leder den irske superstjerne forbi Danmark, hvor han indtager Royal Arena.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Nyt album på vej

I sidste uge kunne 32-årige Niall Horan annoncere sit fjerde studiealbum ‘Dinner Party’, der udkommer den 5. juni.

Nu kan han også løfte sløret for den europæiske turné, der kommer i forlængelse af udgivelsen.

Turnéen starter i Storbritannien med koncerter i blandt andet Manchester og London, hvorefter turen går til det europæiske fastland.

Her venter forventningsfulde fans i blandt andet Berlin, Amsterdam og Paris – og altså også i København.

Det bliver ikke første gang, at Niall Horan besøger Royal Arena. Han gav nemlig også koncert i den københavnske arena i 2024.

Den 10. oktober 2026 vender han tilbage.

Se også
Funky fænomen indtager Royal Arena med nyt album

Har slået sit eget navn fast

Niall Horan vil, som resten af de tidligere One Direction-medlemmer, nok altid være tæt associeret med det ultrapopulære boyband.

Men siden solodebuten med den akustiske hitsingle ‘This Town’ i 2016 har den irske sanger og sangskriver bestemt også gjort sig bemærket i eget navn.

Debutsinglen gik multiplatin i en række lande og lå lunt på hitlister verden over.

Opfølgeren ‘Slow Hands’ klarede sig endnu bedre kommercielt. Begge numre har siden rundet en milliard afspilninger på Spotify.

De to singlers store popularitet var med til at katapultere debutalbummet ‘Flicker’ til førstepladsen på både den amerikanske, irske, canadiske, hollandske og sydkoreanske albumliste.

Pladen blev ligeledes en stor succes i en række andre lande – heriblandt i Storbritannien, hvor den opnåede en tredjeplads.

Med sit andet og tredje album opnåede Niall Horan til gengæld den førsteplads i Storbritannien, som han ikke fik i første omgang.

De to plader har desuden kastet flere populære singler som ‘Nice to Meet Ya’ og ‘Heaven’ af sig.

Når den irske charmebøf gæster Royal Arena i oktober, kan publikum således både se frem til et bredt hitkatalog og nye numre fra det kommende album.

Det officielle billetsalg starter torsdag den 2. april klokken 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.