Officielt: FCK sælger dansk landsholdsspiller

FC København har solgt Victor Froholdt til FC Porto. Teenageren udstyres med en femårig kontrakt.

Onsdag er der skrevet et nyt kapitel i kometen Victor Froholdts karriere.

FC København meddeler i en fondsbørsmeddelelse, at klubben har solgt den 19-årige landsholdsspiller til den portugisiske storklub FC Porto.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af Victor Froholdt.

Froholdt var med i FCK’s sæsonpremiere i Viborg i fredags, men allerede mandag meddelte klubben, at den var i fremskredne forhandlinger med en portugisisk klub om Froholdt.

Derfor var han ikke med, da FCK tirsdag tog første skridt mod en plads i Champions League-gruppespillet med en 2-0-sejr over Drita fra Kosovo.

Skiftet til FC Porto er kulminationen på et imponerende halvt år for Froholdt, der har nydt godt af at kunne løbe særdeles langt i et højt tempo – også når de fleste modstandere er trætte i slutfasen af en kamp.

Fra forårets start bed han sig for alvor fast i FCK’s startopstilling, og han blev mere og mere dominerende på midtbanen, som foråret skred frem.

Det kastede en landsholdsudtagelse af sig i marts, og han debuterede på udebane mod Portugal i Nations League-kvartfinalen 23. marts. I alt står han noteret for to landskampe, men det tal kommer formentlig til at stige i de kommende måneder.

Han forlader FCK med en statistik, der siger otte mål og seks måloplæg i 62 førsteholdskampe. Han fik sin fodboldopdragelse i Vallensbæk, men skiftede i 2019 til FCK’s ungdomsafdeling.

FC Porto blev nummer tre i den bedste portugisiske række i den seneste sæson og er derfor kvalificeret til ligaspillet i Europa League.

/ritzau/

Den norske cykelrytter Tobias Halland Johannessen måtte have lægehjælp og ilt umiddelbart efter at være kommet i mål på Mont Ventoux-etapen i Tour de France.