Mandag åbner Assens Kommunes helt nye interne markedsplads. Tilttaget skal give tingene længere liv og mindske køb.
Som led i Assens Kommunes nye grønne indkøbspolitik åbner man mandag en intern markedsplads, der skal gavne miljøet.
Idéen er, at de over 50 arbejdspladser i kommunen skal kunne udveksle møbler, ting og materialer i fin stand, i stedet for at købe nyt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.
I praksis vil det sige, at hvis en børnehave har en sofa de ikke længere skal bruge, der samtidig er i fin stand, så kan børnehaven oprette den på markedspladsen, hvorefter et plejehjem eksempelvis efterfølgende kan overtage den.
‘Med markedspladsen kan arbejdspladserne nu nemmere se, hvad der er af ting hos de andre arbejdspladser, som ikke længere bliver brugt, og det bliver derfor nemmere at få omsat f.eks. brugte møbler internt i kommunen,’ fortæller Sanne Skovgård Nielsen, der er afdelingsleder i Indkøb og Økonomiservice i Assens Kommune.
Det kommer til at være alt lige fra tandpleje, plejehjem, biblioteker, skoler, daginstitutioner, botilbud, Entreprenørgården, Musikskolen og meget mere, der kommer til at få gavn af tiltaget, fremgår det.
Den interne markedsplads er et af de tiltag, der er kommet til på baggrund af kommunens nye indkøbspolitik, hvor klimaet fylder en del.
Spørger man Sanne Skovgård Nielsen er der ingen tvivl om, at den nye markedsplads er vigtigt for kliamet.
‘Det bedste vi kan gøre for klimaet er, at reducere vores indkøb. Derfor vil vi undgå nyindkøb hvor vi kan, og med den interne markedsplads også forlænge levetiden af de ting, vi allerede har ved at de kan komme til gavn andre steder,’ siger hun.
Foruden markedspladsen er der også en række andre tiltag, der skal mindske kommunens klimaaftryk. Kommunen vil også:
- Vælge produkter og tjenester, der er energieffektive og som fremmer ressourcebesparelser.
- Fremme genbrug, genanvendelse og reduktion af affald i overensstemmelse med ideerne bag cirkulær økonomi.
- Begrænse antallet af leverancer og minimere udledninger af CO2 fra transport.