Et nyt samarbejde mellem en dansk kunstforening og en svensk elbilsproducent bringer kunsten ud i anderledes rammer.
Det mobile kunstmuseum Kunst På Arbejde og den svenske elbilsproducent Polestar er gået sammen om et nyt projekt, der skal give en platform til fremtidens danske kunstnere.
Projektet kalder de for ‘Kunst i bevægelse’, og som en del af projektet lanceres nu udstillingen ‘Årgang 2025’.
Udstillingen består af værker skabt af nye dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi.
Kunst På Arbejde har også i tidligere år skabt udstillinger med kunstdimittenders værker. Sidste år kunne ‘Årgang 2024’ for eksempel opleves i kunsthallen Møstings.
“’Årgang 2025′ viser både den høje kunstneriske kvalitet og den store mangfoldighed, der præger den nye generation af kunstnere. Udstillingen rummer alt fra eksperimenterende materialer til stærke personlige fortællinger – og netop den bredde gør den til et vigtigt billede af, hvor samtidskunsten bevæger sig hen,” siger jurymedlem hos Kunst På Arbejde og billedkunstner Hannah Toticki Anbert i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ud af de vante rammer
Med projektet ‘Kunst i bevægelse’ ønsker samarbejdspartnerne at kombinere kunst med mobilitet og innovation. Og derfor har man også valgt at tage kunsten ud af de vante rammer og præsentere en kulturel oplevelse på steder, hvor man normalt ikke forventer den.
Det er netop kernen i det, Kunst På Arbejde har arbejdet med, siden det mobile kunstmuseum blev stiftet i 1954 af blandt andre Louisiana-grundlæggeren Knud W. Jensen.
Dermed kommer du altså heller ikke til at kunne finde udstillingen på de traditionelle kunstmuseer. I stedet er det Polestars showrooms i tre forskellige danske byer, der danner rammerne for udstillingen.
“Vi er utroligt begejstrede over samarbejdet med Polestar på dette projekt! Med ’Kunst i bevægelse’ kan vi sammen skubbe til grænserne for, hvor og hvordan kunst kan opleves. Ved at bringe kunsten ud i alternative omgivelser, giver vi de besøgende nye perspektiver på, hvordan kunst kan bruges til at åbne nye samtaler om fremtid, ansvar og innovation,” siger Tanya Lindkvist, direktør for Kunst På Arbejde.
I første omgang kan udstillingen opleves i Polestars Space i Vallensbæk. Her holder den til fra den 23. oktober til den 9. november.
Næste år vil udstillingen være at finde i først Aalborg og derefter Aarhus.