Nyt regeringsforslag: Det skal give markant højere straffe

Landmænd risikerer markant højere bøder for at sprede gylle på frossen jord. Tiltaget skal forhindre miljøskader og fjerne den økonomiske gevinst ved at bryde loven.

Regeringen varsler nu en skærpelse af bødestraffen til landmænd, der ulovligt spreder gylle på frossen jord.

Målet er at stoppe de tilfælde, hvor landbrugere vælger at tage chancen og betale en bøde frem for at investere i større gylletanke.

I årets første måneder blev der flere steder bragt gylle ud på marker i frostvejr, selvom det er forbudt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Ministeriet for grøn trepart – Minister for grøn trepart Jeppe Bruus

Problemet er, at gyllen ikke kan trænge ned i jorden, men i stedet risikerer at løbe ud i vandløb og fjorde. Det skader vandmiljøet, skaber iltsvind og forværrer forholdene for dyrelivet.

Forslaget er fremsat af Ministeriet for Grøn Trepart og skal efter planen sendes i høring sidst i september. Hvis det vedtages, vil de nye bødeniveauer kunne træde i kraft ved indgangen til 2027.

I dag ender langt de fleste sager med bøder på 10.000 til 20.000 kroner.

Ifølge ministeriets analyser kan det dog stadig betale sig for landmænd at sprede gylle ulovligt fremfor at udvide opbevaringskapaciteten. Derfor foreslås et nyt vejledende bødeniveau på 50.000 kroner.

“Vi kan ikke tolerere, at der bliver bragt gylle ud på tidspunkter, hvor landbrugeren udmærket ved, at det både er ulovligt og giver miljøskader. Når nogen sviner vores fælles vandmiljø til for at spare lidt penge, er vi nødt til at gøre det tilpas meget dyrere at snyde. Det gør vi nu“, udtaler minister for grøn trepart Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.

Med skærpelsen skal bøderne fungere præventivt og sikre, at ingen landmænd længere kan opnå en økonomisk fordel ved at overtræde reglerne.

Husk at slukke for dine elektroniske enheder søndag.