Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, justitsminister Peter Hummelgaard og minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen møder mandag pressen efter en orientering af Folketingets ordførere.
Baggrunden for pressemødet er de daglige meldinger om droner i dansk luftrum – hændelser, som har rejst spørgsmål om Danmarks beredskab.
Pressemødet markerer debut for Torsten Schack Pedersen, der for første gang deltager i et pressemøde om dronerne.
Justitsminister Peter Hummelgaard starter med at takke politi, forsvar og beredskab, som ifølge ham “arbejder dag og nat” for at håndtere situationen.
Herefter bliver det igen gjort klart, at Danmark står i en ny sikkerhedssituation.
“Vi står i en ny virkelighed. I dag er det droner, i morgen kan det være noget andet,” siger justitsminister Peter Hummelgaard, som også trækker paralleller til 9/11:
“Der er en vigtig parallel at drage til terrortruslen efter 11. september 2001. Der lærte vi at leve med, at truslen var der, og myndighederne blev løbende rustet til at håndtere den trussel. “
Herefter understreger justitsministeren, at de ikke kan garantere, at lufthavne ikke bliver lukket igen.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen fremhæver på pressemødet, at Danmark samarbejder tæt med både NATO-lande som Tyskland og Frankrig og med Ukraine.
“Vi har fået lov til at trække på Ukraines ekspertise. Det er et udtryk for det enormt stærke bånd mellem Danmark og Ukraine,” siger han.
Forsvarsministeren oplyser samtidig, at Danmark er i gang med at købe yderligere materiel for at styrke beredskabet mod droner.
Forsvarsministeren bliver også spurgt, hvem der har ansvaret for, at man endnu ikke ved, hvem der står bag dronehændelserne. Til det svarer han:
“Vi er i en svær situation. Havde det været så nemt at bekæmpe droner, havde vi gjort det.”
Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen tilføjer, at Danmark også skal være bedre rustet til at håndtere andre former for trusler. Han bekræfter desuden, at regeringen arbejder på et lovforslag, der skal gøre det muligt at neutralisere droner i luftrummet.