Mens nogle festivaler fuldender årets program, har Smukfest stadig masser af navne tilbage i godteposen, som de i dag har hevet en international rapstjerne op af.
For en uge siden kunne Smukfest løfte sløret for 14 nye – primært danske – navne på årets udgave af den store folkelige festival.
Mandag blev Simon Kvamm tilføjet til torsdagsprogrammet.
Og nu tager festivalplakaten yderligere form med fem nye navne.
Blandt dem er en amerikansk rapper, der står bag flere verdensomspændende hits.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Producer-samarbejde resulterede i globale hits
Smukfest-arrangørerne har allerede annonceret verdensstjernerne Robbie Williams og Lewis Capaldi som hovednavne på henholdsvis onsdagens og torsdagens program.
Med dagens annoncering på festivalens Instagram har lørdagen nu også fået et internationalt hovednavn.
Den amerikanske rapper Macklemore indtager nemlig bøgeskoven den 8. august 2026.
Han er mest af alt kendt for samarbejdet med produceren Ryan Lewis, der gjorde ham til et globalt fænomen i starten af 2010’erne.
Duoens debutalbum, ‘The Heist’, blev en kæmpe succes med multi-platincertificeringer, flere megahits og fire Grammy-priser til følge.
Singlerne ‘Can’t Hold Us’ og ‘Thrift Shop’ toppede den amerikanske Billboard Hot 100-liste og flere hitlister verden over.
Siden duoen splittede i 2017, har Macklemore hittet som soloartist med numre som ‘Glorious’ og ‘Good Old Days’ samt en gæsteoptræden på Rudimentals ‘These Days’.
Han var senest aktuel i 2024, hvor han udgav den pro-palæstinensiske protestsang ‘Hind’s Hall’. Året inden havde han udgivet sit seneste album, ‘Ben’.
Danske stjerner på (næsten) udsolgt festival
Den amerikanske stjernerapper får selskab på Smukfest-plakaten af tre af de stærkeste danske navne lige nu.
Kind mod Kind, Mumle og Pil er nemlig alle klar til sommerens festival i bøgeskoven.
Og så kan arrangørerne også løfte sløret for ikoniske Dodo & The Dodos, der står klar til at levere en folkefest med tidløse hits som ‘Vågner i natten’ og ‘Gi mig hvad du har’.
Størstedelen af armbåndene til årets Smukfest er for længst blevet revet væk.
Der er kun endagsarmbånd til onsdag og søndag tilbage – og førstnævnte dag er også ved at være udsolgt.
