Nyt format skal gøre dansk festival endnu større

Den store københavnske festival ændrer format, men fastholder sit fokus på store internationale hovednavne og spændende indie-artister.

Det danske festivallandskab er efterhånden så mættet, at det kan være svært at skille sig ud.

Det lykkedes liveagenturet smash!bang!pow!, da de etablerede festivalen Syd for Solen i 2022.

Med et format, der adskilte sig fra andre danske festivaler, samt et program fyldt med stærke internationale navne inden for den alternative musiks sfære, blev festivalen hurtigt populær.

Men fra 2026 sadler arrangørerne om og ændrer det format, der har været et af festivalens kendetegn indtil nu.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ændring skal styrke musikprofilen

Modsat andre danske festivaler har Syd for Solen indtil videre haft et fokus på at arrangere tre individuelle dagsprogrammer med hver deres genremæssige fokus frem for et program, der hver dag byder på lidt af hvert.

Men det er altså slut nu. Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.

“Fremover låser vi op for genreprofilerne og booker fra 2026 helt bevidst på tværs hen over festivalens tre dage. Men vi fastholder vores signatur, hvor de eftertragtede og mest hypede artister får plads blandt de overraskende og mere uventede. Hver eneste dag vil byde på store musikalske oplevelser, nu præsenteret som en helhed i stedet for en tredeling,” udtaler Nikolaj Thorenfeldt, CEO i smash!bang!pow!, der arrangerer Syd for Solen, i pressemeddelelsen.

Ifølge Nikolaj Thorenfeldt skal ændringen være med til at styrke festivalens musikprofil yderligere.

“Sådan en form giver os mulighed for at åbne op i bookingprocessen og skabe et program på tværs af genrer og dage. Vi kan ganske enkelt styrke programmet væsentligt, fordi vi har flere datoer i spil, når vi handler med de eftertragtede artister, der matcher vores helt særlige Syd for Solen-profil.”

Første navne kommer snart

En lang række af store – og i flere tilfælde ganske eksklusive navne – har besøgt festivalen siden starten i 2022.

Liam Gallagher, Jorja Smith, Queens of the Stone Age og Jack White er blandt dem, der har prydet Syd for Solens plakater gennem de seneste fire udgaver.

I 2023 gav den enigmatiske dj Aphex Twin sin første og eneste danske koncert siden 2011 på festivalen, og i år kunne man præsentere den første danske koncert med popkometen Chappell Roan nogensinde.

I næste uge vil de første navne til næste års festival blive offentliggjort. Og skal man tro Syd for Solens programchef, Xenia Grigat, er der i den grad noget at se frem til.

“Vi offentliggør snart en stor musikpakke – en rigtig, rigtig god én, og måske vores bedste til dato – netop på grund af vores nye tilgang,” fortæller hun i pressemeddelelsen.

Næste års festival løber af stablen fra den 13. til 15 august i Valbyparken. Parken har været Syd for Solens hjemmebane siden 2024, hvor man rykkede fra Søndermarken på Frederiksberg.

‘Early Bird’-billetsalget er allerede startet for modtagere af Syd for Solens nyhedsbrev. Fredag den 31. oktober klokken 10.00 bliver salget af ‘Early Bird’-billetter åbnet for alle.

Det ordinære billetsalg bliver skudt i gang den 7. november klokken 10.00.

Verdensstjernen Pitbull får selskab af en vaskeægte Hollywoodstjerne og amerikanske punklegender på næste års Tinderbox.