Nyt DR-program sætter ‘Folkedomstolen’ på prøve

En række samfundsdebatter tages ud af kommentarsporet på Facebook og ind i en retssal, hvor der lyttes, før der dømmes.

Hvis man har brugt mere end fem minutter på de sociale medier, har man uden tvivl oplevet de polariserede og oftest nuanceløse diskussioner, der udfolder sig online.

Det er sjældent, nogen rent faktisk bliver klogere, når demokratisk debat udvikler sig til mudderkastning blandt personer med urokkelige standpunkter.

Vi lytter for lidt, og dømmer for meget.

I hvert fald hvis man skal tro skaberne bag det nye DR-program ‘Folkedomstolen’, der netop ønsker at opfordre til mere nuancerede debatter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: DR

Internetdebatter i nyt format

I ‘Folkedomstolen’ bliver de ukonstruktive online debatter, hvor folk ofte fælder dom uden at lytte til modargumenterne, udskiftet med en reel retssalsproces.

Den slags moralske sager, der ofte leder til store uenigheder på de sociale medier, bliver behandlet i en retssal – og alle argumenter høres, før der fældes dom.

Formatet skal både være med til at nuancere emnerne og prøve dilemmaer af i en noget mere struktureret debat, end du finder i et kommentarspor på Facebook.

“Programmets ambition er at vise, at forståelse kan opstå, selv når mennesker har vidt forskellige holdninger. I ‘Folkedomstolen’ mødes 12 danskere med forskellige baggrunde i en retssalsramme, hvor de forpligtes til at lytte til hinanden og tage alle argumenter alvorligt. Målet er ikke nødvendigvis at skabe enighed, men at vise, hvordan respektfuld dialog kan bryde med de skarpe fronter og ekkokamre, der ofte præger debatten på sociale medier,” siger programansvarlig chef Erik Struve Hansen, i en pressemeddelelse.

Se også
Traditionsrigt band tager på første USA-turné i tre årtier

Både sagerne og retssalen er fiktiv, men emnerne er kendt fra virkelighedens verden.

De medvirkende skuespillere fremfører deres argumenter i sager, der omhandler alt fra #MeToo og cancel culture til ufrivilligt faderskab og ytringsfrihed.

Det er altså ikke almindelige danskere, der fremlægger argumenterne, men skuespillere, der indtager forskellige standpunkter.

Juryen består til gengæld af 12 almindelige danskere, der har vidt forskellige holdninger og baggrunde. Dommer, anklager og forsvarer er professionelle og bringer dermed en retsmæssig faglighed til den fiktive retssal.

‘Folkedomstolen’ har premiere på DRTV torsdag den 8. januar klokken 6.00 og på DR2 samme aften klokken 21.00.

Korte videoer