Trine Dyrholm lander ny stor rolle

Den prisvindende skuespiller Trine Dyrholm skal varetage endnu en kompleks filmrolle i debuterende instruktørs nye familiedrama.

Produktionsselskabet Monolit Film og distributørerne fra Scanbox Entertainment kan nu løfte sløret for en ny stor dansk film.

‘Gæsten’, som familiedramaet hedder, er instruktør Mads Mengels debutspillefilm.

Optagelserne er netop afsluttet i Helsingør, og derfor kan filmens skuespillerhold nu træde frem i offentlighedens lys.

Og blandt dem er der altså flere store navne. Blandt andre den mangeldobbelte Bodil- og Robert-vindende skuespiller Trine Dyrholm.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Trine Dyrholm ved SVEND Prisen 2025.

Får stærkt modspil

Trine Dyrholm spiller rollen som den ubudne gæst, der henvises til i filmens titel.

I filmen har Dyrholms karakter, Vibeke, ikke snakket med sin søn Karl i årevis, Men da hun pludseligt aflægger ham et visit dagen før navngivningsfesten for hendes barnebarn, føler Karl sig nødsaget til at invitere hende med.

Vibeke vil gerne tilbage i sønnens liv, men hendes besøg åbner op for et hav af hengemte minder og mentale sår i familien.

Rollen som sønnen Karl indtages af Simon Bennebjerg, der blandt andet er kendt for roller i film som ‘Bastarden’ og ‘Pagten’.

Karls søster, Rikke, spilles af Josephine Park. Hun fik sit gennembrud i DR3-serien ‘Doggystyle’ og har senere blandt andet medvirket i filmene ‘Venuseffekten’ og ‘Natten har øjne’ samt miniserien ‘Sygeplejersken’.

På rollelisten er også Mette Klakstein Wiberg som Karls kæreste Emilie samt Peter Gantzler og Petrine Agger som Emilies forældre.

Inspireret af egne erfaringer

Det er blandt andet den spillefilmsdebuterende instruktørs egne familieoplevelser, der har inspireret manuskriptet, som han selv har skrevet i samarbejde med Christian Bengtson.

“Med ‘Gæsten’ ønsker jeg at minde os alle om, at det aldrig er for sent at samle skårene fra en ødelagt relation. At selv det, der har føltes fastlåst i årevis, kan bevæge sig, når vi tør se på det med nye øjne. At tilgivelse ikke er noget, vi skylder hinanden, men noget, der kan opstå, når vi er klar til at acceptere, at fortiden ikke kunne have været anderledes. Når det sker, tror jeg, at det bliver muligt at bevæge sig videre. Ikke uden sorg og smerte, men med nyt håb. Det vil jeg gerne give videre,” fortæller Mads Mengel i en pressemeddelelse.

‘Gæsten’ får dansk biografpremiere i efteråret 2026.

Den danske Oscar-komité har nu valgt den film, der skal repræsentere Danmark ved næste års Oscar-prisuddeling.