Skæbnestund nærmer sig efter nye trusler: “Det er ekstremt alvorligt”

Krisen om Grønland er langt fra slut, og nye toldtrusler fra USA kan tvinge Europa til at reagere samlet. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Troede man, at krisen om Grønland var ved at ebbe ud efter det seneste møde i Det Hvide Hus, er det ifølge politisk kommentator Hans Engell langt fra tilfældet.

Tværtimod vurderer han, at konflikten nu bevæger sig ind i en ny og mere alvorlig fase.

Baggrunden er, at USA’s præsident Donald Trump har varslet straftold mod Danmark samt en række europæiske lande, der støtter Danmark med personel i Grønland.

Ifølge Hans Engell er der tale om en særdeles alvorlig udvikling.

(Artiklen fortsætter under billedet)

I Danmark og Grønland har der dagen igennem været store protester mod den amerikanske præsident.

“Truslen er selvfølgelig ekstremt alvorlig, og der er ingen tvivl om, at vi nu er på vej ind i en skæbnestund,” lyder det i et citat fra Hans Engell til Ekstra Bladet.

Ifølge den politiske kommentator er toldtruslen ikke kun rettet mod Danmark, men et forsøg på at påvirke hele det europæiske samarbejde.

Han vurderer, at formålet er at skabe splittelse mellem de lande, der har vist opbakning til Danmark og Grønland.

Se også
Donald Trump truer Danmark igen: Kan ske lige om lidt

Situationen kommer efter et møde i Washington D.C., hvor Danmark og Grønland sammen med USA – med vicepræsident J.D. Vance i spidsen, aftalte at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle arbejde videre med konflikten.

Ifølge Hans Engell har denne aftale dog tilsyneladende ingen større betydning for Donald Trump.

“Det normale er, at hvis man laver en aftale om at fortsætte arbejdet i en gruppe, så vil man afvente resultatet af det. Men det har Donald Trump overhovedet ingen planer om,” siger Hans Engell.

Straftolden omfatter ifølge udmeldingen Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland. Der er varslet en told på 10 procent fra 1. februar, som efter planen skal stige til 25 procent fra 1. juni.

Hans Engell vurderer, at situationen vil føre til intensive drøftelser mellem de europæiske lande, og at den danske regering vil række ud til både EU og de øvrige støttende lande for at afklare, hvordan man samlet skal forholde sig til USA’s udmelding.

Korte videoer