Nye oplysninger om voldeligt overfald ved svømmestadion

To mænd er anholdt efter overfald ved Bellahøj Svømmestadion lørdag aften. De er sigtet for grov vold.

Politiet holder tæt om detaljerne angående et voldeligt overfald, der fandt sted foran Bellahøj Svømmestadion i den københavnske bydel Brønshøj sent lørdag aften.

To mænd på 21 og 30 år er blevet anholdt og sigtet for grov vold i forbindelse med episoden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et stort område var afspærret i forbindelse med aktionen.

Ingen af mændene kræves varetægtsfængslet i sagen, oplyser Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi søndag aften.

Tidligere på dagen oplyste central efterforskningsleder ved Københavns Politi Daniel Fynsk ellers, at den 21-årige ville blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.

Der er dog ikke fundet grundlag for at kræve ham frihedsberøvet. Begge mænd er fortsat sigtet i sagen.

Om de to angreb hinanden, eller om der indgår flere parter i sagen, ville Daniel Fynsk ikke ud med søndag morgen. Det er også uklart, hvad motivet til det voldelige overfald skulle være.

Omkring klokken 23.30 lørdag skrev politikredsen, at man var til stede ved Bellahøjvej og Frederikssundsvej i det nordvestlige København i forbindelse med et overfald.

Der var tale om et område ved Bellahøj Svømmestadion.

– Et større område er afspærret, og tidshorisonten er lige nu ukendt. Vi efterforsker sagen og har ikke yderligere for nuværende, lød det på det sociale medie X.

Politiet havde modtaget flere anmeldelser om et voldeligt overfald, oplyste Jonathan Wald, vagtchef ved Københavns Politi, lørdag aften til Ritzau.

Politiet modtog den første anmeldelse om overfaldet klokken 22.29.

/ritzau/

Du kan se flere billeder fra aktionen under linket

Flere personer er søndag aften blevet anholdt og minimum en er iført en DNA-dragt i et center på Vestegnen.