Jacob Jensen (V), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, har udpeget nye medlemmer af Det Dyreetiske Råd. Missionen er at gøre Danmark til et endnu bedre land for dyrene.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har udpeget tre nye medlemmer til Det Dyreetiske Råd.
Medlemmernes opgave er at rådgive ministeren i spørgsmål om dyrs velfærd og etik de næste tre år.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Her fremhæves det, at man vil bevare Danmarks position som et foregangsland for dyrevelfærd, hvilket man håber på ved hjælp af de nye ansigter i Rådet.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Fakta om Rådet:
- Det Dyreetiske Råd er nedsat i henhold til dyrevelfærdslovens § 38 og blev nedsat første gang i 1992.
- Rådet består af en formand og mindst 10 andre medlemmer. Medlemmerne beskikkes for en periode på tre år ad gangen.
- Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udpeger rådets formand og medlemmer. Heraf udpeges to medlemmer efter udtalelse fra dyrevelfærdsorganisationer, to medlemmer efter udtalelse fra landbrugets organisationer og ét medlem efter udtalelse fra Forbrugerrådet Tænk.
- Fødevareministeren skal ved sammensætningen af rådet så vidt muligt sikre, at der blandt rådets medlemmer er personer med indsigt i de faglige discipliner, der har særlig betydning for løsningen af de opgaver, som er tillagt Det Dyreetiske Råd.
De nye medlemmer er Anne Juul, dyrlæge og forperson for Faggruppe Kvæg i Den Danske Maria Vang Johansen, dyrlæge og forsker, og Trine Vig, veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.
Derudover fortsætter den danske biolog og mangeårige direktør i Københavns Zoo, Bengt Holst, som formand for Det Dyreetiske Råd.
Han har gennem en årrække stået i spidsen for det dyreetiske arbejde i Danmark, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.
‘Det er helt afgørende, at vi har et stærkt, uafhængigt råd, der kan rådgive om dyrevelfærd på et fagligt og etisk grundlag. Med de nye medlemmer får rådet tilført vigtig viden og nye perspektiver – og det vil være til gavn for både dyrene og samfundet,’ lyder det fra minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen.
I samme ombæring som Rådets nye ansigter indtræder, er der samtidig medlemmer, der forlader.
Det drejer sig om Lena Rohn, fhv. fødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse, Yke W. Kloppenburg-Oosterwoud, gårdejer og kvægbruger, og Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Rokilde Universitet.
Derfor ser Rådets sammensætning nu således ud:
Formand:
- Bengt Holst, zoolog med speciale i etologi (dyrs adfærd) og formand for Den Danske Naturfond samt tidligere videnskabelig direktør i Københavns Zoo.
Øvrige medlemmer:
- Anne Juul, dyrlæge og forperson for Faggruppe Kvæg i Den Danske Dyrlægeforening.
- Bjarne Klausen, zoolog og adm. direktør i Odense Zoo.
- Jes Aagaard, biolog og naturvejleder i Naturstyrelsen.
- Lene Munksgaard, professor emerita ved Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.
- Lina Lind Christensen, general manager i Anima og bestyrelsesmedlem i DOSO.
- Maria Vang Johansen, dyrlæge og forsker.
- Michael Nielsen, gårdejer og griseproducent.
- Paolo Drostby, kontorchef i Fødevareministeriet.
- Per Jensen, bestyrelsesmedlem i Forbrugerrådet Tænk og præsident for Dyrenes Beskyttelse.
- Pernille Elisa Hansen, dyrlæge ved Anicura Skovlunde Dyrehospital.
- Sebastian Klein, Tv-vært, forfatter og naturformidler.
- Trine Vig, veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.
De danske fødevarepriser er de næsthøjeste i EU, og regeringen overvejer at nedsætte afgifter.