Nye EU-kørekortregler ryster danskerne: Sådan skal du gøre nu

Illustrationsfoto

Bilister i Danmark og resten af Europa kan se frem til markante ændringer i kørekortreglerne i de kommende år.

EU har vedtaget en omfattende lovpakke, der skal harmonisere reglerne for kørekort i hele unionen. De nye regler skal være indført i medlemslandene senest i 2028 og gælde fuldt ud i hele EU fra 2029. Det vil altså også sige Danmark.

Selvom tidsfristen ligger nogle år ude i fremtiden, betyder beslutningen allerede nu, at mange bilister på sigt vil opleve ændringer i hverdagen, og det gælder både når de kører i Danmark og på rejser i udlandet.

Hos FDM vurderer man, at flere af tiltagene vil gøre trafikken mere sikker og samtidig gøre det lettere for bilister at færdes på tværs af landegrænser.

Chef­konsulent Dennis Lange fra FDM fremhæver i en pressemeddelelse, at især digitaliseringen af kørekortet kan blive en fordel for bilister.

En af de helt store ændringer i de nye regler

En af de største ændringer bliver nemlig indførelsen af et fælles digitalt EU-kørekort. I Danmark findes der allerede et digitalt kørekort i en app, men det fungerer i dag kun inden for landets grænser.

Det kommende EU-kørekort skal derimod kunne bruges i hele unionen. Det kan for eksempel være, når man lejer bil eller bliver stoppet i trafikken i et andet EU-land.

Samtidig kommer selve kørekortundervisningen til at ændre sig. Fremtidens bilister skal blandt andet undervises mere i blinde vinkler, brug af førerassistentsystemer, mobiltelefoner i trafikken samt hensyn til cyklister og fodgængere.

Der bliver også nye muligheder for nogle bilister. Personer med almindeligt B-kørekort kan i fremtiden få lov til at køre biler på op til 4.250 kilo, hvis de gennemfører en ekstra uddannelse og består en prøve. Det gælder blandt andet større elbiler. Man må dog allerede køre en bil på 3500 kilo plus et påhæng på 750 kilo. Der er altså tale om fx en autocamper, man i så fald ville kunne køre.

For unge bilister åbner reglerne også nye døre. 17-årige får mulighed for at tage kørekort, så længe de kører med en ledsager frem til de fylder 18 år.

Flere aldersgrupper omfattes

Derudover bliver reglerne for tunge køretøjer justeret, så 18-årige kan køre lastbil og 21-årige kan føre bus, hvis de gennemfører de nødvendige kurser.

Ældre bilister kan også blive påvirket. EU giver medlemslandene mulighed for at indføre kortere gyldighedsperioder for kørekort til personer over 65 år samt krav om et sundhedstjek ved fornyelse. Det enkelte land kan dog selv bestemme, om kontrollen skal være en lægeundersøgelse eller en form for selvevaluering.

Samtidig bliver frakendelser af kørekort i fremtiden registreret på tværs af landegrænser. En alvorlig trafikforseelse i ét EU-land kan dermed få konsekvenser i hele EU.

De nye regler bliver først en realitet, når Danmark har implementeret dem i national lovgivning. Indtil da gælder de nuværende regler fortsat for danske bilister.

Se også
Kong Frederik med stor kærlighedserklæring: ‘Mit andet hjem’