Ny uddannelsesreform skal styrke koblingen til erhvervslivet: Ejendomsbranchen vil give input

EjendomDanmark roser den nye politiske aftale om videregående uddannelser og vil nu inddrage branchen for at sikre, at de studerende bliver klædt bedre på til fremtidens job i ejendomssektoren.

Regeringen og en række aftalepartier er netop blevet enige om en reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. Målet er at gøre dem mere attraktive og relevante for både de studerende og arbejdsmarkedet. Ifølge brancheorganisationen EjendomDanmark er det et vigtigt skridt i den rigtige retning. Det skriver de i en pressemeddelelse.

“Det er positivt, at man vil styrke koblingen mellem teori og praksis. Uddannelsesinstitutionerne gør allerede et stort stykke arbejde, men med den nye aftale får de endnu bedre rammer for at sikre, at de studerende får de kompetencer, aftagervirksomhederne efterspørger,” siger Lotte Rendtorff, chefkonsulent for uddannelse og rekruttering hos EjendomDanmark.

Organisationen fremhæver, at en styrket praksisnær tilgang til undervisningen er afgørende for, at ejendomsbranchen kan bidrage til blandt andet den grønne omstilling.

“Ejendomsbranchen spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, og derfor er det helt centralt, at vi uddanner medarbejdere med de rette kompetencer. Mere praksisnær undervisning, tættere vejledning og en stærkere kobling til erhvervslivet vil ikke kun styrke branchen – det er også afgørende for at løse nogle af de store samfundsudfordringer, vi står over for i fremtiden,” siger Lotte Rendtorff.

Vil indsamle input fra branchen

EjendomDanmark planlægger nu at samle konkrete forslag og behov fra sine medlemsvirksomheder, som skal bruges i dialogen med uddannelsesinstitutionerne.

”Vi vil samle konkrete input fra branchen til, hvilke kompetencer der efterspørges. Det giver os et velfunderet grundlag for at give uddannelsesinstitutionerne viden om, hvordan de i endnu højere grad kan målrette og styrke uddannelserne, så de matcher ejendomsbranchens behov i fremtiden,” forklarer Lotte Rendtorff.

Selvom reformen særligt har fokus på velfærdsuddannelserne, får den også betydning for finansøkonom- og finansbacheloruddannelserne – centrale rekrutteringsveje for ejendomsbranchen – der bliver forkortet i varighed.

“Det er vigtigt, at vi i tæt samarbejde med virksomhederne sikrer, at kvaliteten ikke forringes – men tværtimod bliver endnu mere relevant og målrettet, når uddannelserne forkortes. Det vil vi have fokus på i det videre arbejde,” siger Lotte Rendtorff.

Et sjældent, men stadig mere hyppigt fænomen oplyste den danske nattehimmel i de sene timer onsdag til torsdag – Nordlys i Danmark. Du kan sagtens være heldig at opleve det igen.