Ny sæson er Klovn har premiere: Her er anmeldelserne i danske aviser

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Efter snart 100 afsnit lykkes det fortsat for Frank Hvam og Casper Christensen at levere pinlighedskomedie.

Den nye sæson af “Klovn” får en varm modtagelse af anmelderne, der især roser Frank Hvams og Casper Christensens evne til fortsat at få seerne til at krumme tæer og grine højt efter 21 år med den populære serie.

Både Berlingske, Børsen og Filmmagasinet Ekko kvitterer med fem stjerner.

Hos Børsen lyder det, at den over 20 år gamle komedieserie stadig rammer plet.

– Man kan ikke lade være med at være imponeret over det tilsyneladende utømmelige katalog af sjove episoder, Frank og Casper bliver ved med at hente frem.

Ifølge Berlingskes anmelder er Frank og Casper efterhånden mere end velbevandrede i at spille sig selv.

– Faktisk synes jeg, at seriens tematisering af karakterernes aldersbetingede fysiske, men også psykiske, skrøbelighed har givet serien ny energi, skriver anmelderen.

Børsens anmelder er enig i, at de to hovedpersoners karakterer udvikler sig med alderen. Det er nemlig det geniale ved “Klovn”, at Frank og Casper “ikke holder fast i, hvem de var som 35-årige i 2005, men hvem de er i 2026”.

– Problemerne er nogle andre for en fraskilt mand i 50’erne end for en yngre, gift mand på vej frem. Også selv om man har friheden til at tage på tour-de-fisse, skriver Børsen.

Filmmagasinet Ekko hæfter sig også ved, at makkerparret er begyndt at døje med en fremskreden alder, lavere sexappeal og krænkelsesparate medskuespillere, der sætter dem på prøve.

– En af virkningerne ved, at serien har kørt så længe, er, at den også er blevet en kortlægning af mandligt venskab på tværs af livets faser, lyder anmeldelsen fra Ekko.

Berlingske slutter sin anmeldelse med at skrive, at det nok vil være en prøve for nogle mennesker at se med, fordi serien “spiller på det meget grænseoverskridende”.

– Men så tilhører de en anden, mere ortodoks humorkirke end hovedparten af danskerne.

Sæson 11 af den populære serie har premiere søndag 19. juli og kan ses på TV 2 Play og TV 2 Echo.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce