Fra 1. september kan udsatte københavnere søge økonomisk hjælp til foreningskontingent. Ordningen skal skabe adgang til motion og sociale fællesskaber.
For mange er medlemskab af en idrætsforening en selvfølge.
Men for borgere med økonomiske eller sociale udfordringer kan udgiften være en barriere, der udelukker dem fra de fællesskaber, hvor man mødes om sport, dans eller svømning.
Nu lancerer politikerne i Kultur- og Fritidsforvaltningen en ny støtteordning, som skal sikre, at flere voksne over 25 år får adgang til idrætslivet.
Ordningen træder i kraft den 1. september 2025 og giver udsatte borgere mulighed for at søge økonomisk hjælp til kontingent.
Det er Københavns Kommune, der står bag initiativet. Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) understreger, at ordningen handler om at bryde barrierer.
”Med denne nye ordning ønsker udvalget at være med til at nedbryde barrierer og give udsatte voksne adgang til sunde fællesskaber, der kan styrke både trivsel, fysisk sundhed og sociale relationer,” siger borgmesteren.
Målgruppen er københavnere, der på grund af helbred, økonomi eller sociale forhold ikke selv kan betale kontingent.
Det kan eksempelvis være borgere på kontanthjælp eller førtidspension, personer i misbrugsforløb, hjemløse eller borgere med psykiske udfordringer.
Hver ansøger kan få op til 1.500 kroner årligt. Støtten kan dække hele eller dele af kontingentet i en forening i op til 12 måneder og kan også omfatte nødvendigt udstyr.
Ordningen retter sig mod aktiviteter, hvor der er et tydeligt fællesskab, mens individuel træning uden instruktør ikke er omfattet.
Ansøgninger kan indsendes løbende af borgeren selv, men også af fagpersoner, foreninger eller idrætsudbydere på vegne af en borger. Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer at give svar inden for 14 dage.
Der er afsat 150.000 kroner til kontingentstøtte både i 2025 og 2026.