En ny stor endagsfestival løber af stablen i Kongens Have for første gang i 2026. Programmet er allerede lagt fast.
Kongens Have i Odense har tidligere dannet rammen om flere store musikbegivenheder.
Blandt andet torsdagskoncerter og Vi Elsker Odense har i de seneste år fundet sted i haven foran Odense Slot.
Næste år kommer en ny festlig begivenhed til stedet.
Det annoncerer den ene af arrangørerne bag den nye endagsfestival ‘Kongens Have Live’ i en pressemeddelelse. Her løfter de også sløret for de fire store danske navne, der vil være at finde på festivalens plakat.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bliver en del af større festival
Det er H.C. Andersen Festivals, der i samarbejde med koncert- og eventbureauerne BrandM Live og EventC står bag ‘Kongens Have Live’.
Endagsfestivalen bliver derfor en del af programmet for næste års H.C. Andersen Festivals, der fra den 13. til 22. august præsenterer en lang række events i Odense.
”Vi har været rigtig glade for de tilbud, vi tidligere har haft, men vi havde lyst til at ryste posen og glæder os til at supplere med nye formater. Vi har samarbejdet med BrandM Live gennem mange år, og derfor tror vi også på, at ’Kongens Have Live’ bliver en succes og et tilbagevendende musiktilbud til festivalens gæster. Samtidig er det ambitionen, at vi snart kan løfte sløret for andre musiksamarbejder,” siger festivalens direktør, Peter Bøgholm, i en pressemeddelelse.
‘Kongens Have Live’ finder sted den 14. august 2026.
Rapper i stormvejr
Programmet for ‘Kongens Have Live’ er allerede blevet fastlagt.
Det er blandt andet stjernerapperen Gilli, der indtager haven til sommer.
Han har i den grad været i mediernes søgelys i år – på godt og ondt.
Han er nemlig involveret i en sag, hvor han er tiltalt for grov skattesvig.
På den anden side er han netop blevet kåret til danskernes mest streamede kunstner på Spotify for syvende år i streg.
Derfor må han uden tvivl – skattesag eller ej – regnes som en af de absolut største stjerner på den danske musikhimmel.
Han får selskab til ‘Kongens Have Live’ af Medina, Blæst og Hjalmer.
Det er et program, som arrangørerne selv er ret så glade for:
”Vi er stolte over at kunne præsentere noget af det ypperste fra den danske musikscene. Med de fire kunstnere og Kongens Haves trækroner og charme er jeg sikker på, at ’Kongens Have Live’ kan blive Odenses nye, store endags-musikfestival. Vi vil skabe en urban, elegant og lokalt forankret musikevent, der hylder nærvær, fællesskab, energi og store musikalske øjeblikke. Forhåbentlig kommer vi til at give fynboerne nogle gode minder,” siger Lars Peter Hermansen, direktør for BrandM Live.