Ny kontanthjælpsreform – ny usikkerhed

Velfærdsreform skal forenkle systemet – men kritikere frygter øget fattigdom og hjemløshed blandt de mest udsatte

Den 1. juli 2025 trådte en række nye reformer i kraft, som skal modernisere velfærdssystemet og arbejdsmarkedet. Men kritikere advarer om utilsigtede konsekvenser for nogle af samfundets mest sårbare grupper.

Reformpakken er en omfattende omlægning af kontanthjælpssystemet. Tre satser – mindste, grund og forhøjet – afløser det nuværende system, mens både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen afskaffes. Det betyder, at flere får mulighed for at supplere med indtægt. Hertil indføres arbejdspligt for visse grupper.

Møder kritik

Men især fjernelsen af §34 i aktivloven, som hidtil har ydet tilskud til husleje, vækker bekymring. Organisationer som Rådet for Socialt Udsatte og Dansk Socialrådgiverforening frygter, at tusindvis kan ende i hjemløshed. Kritikken lyder, at lavere ydelser og færre særordninger rammer de forkerte: mennesker med psykiske, sociale eller helbredsmæssige udfordringer.

Hvor Institut for Menneskerettigheder er bekymret for, at kontanthjælpsreformen vil betyde, at personer og/eller familier med lovændringen må leve under grundlovens eksistensminimum, ser Dansk Socialrådgiverforening det som et alvorligt problem, at de laveste ydelser fastholdes i det nye kontanthjælpssystem – samtidig med at langt flere borgere, næsten dobbelt så mange, fremover vil blive placeret i netop denne laveste ydelsesgruppe.

Rådet for Socialt Udsatte bakker organisationerne op. Formanden udtrykker særlig bekymring for de borgere, der fremover skal klare sig på den laveste sats – omkring 6.500 kroner om måneden.

I en artikel til DR udtaler Kira West, der er formand for rådet, sig således:

– Vi risikerer tusindvis flere hjemløse, fordi tilskuddet i dag bliver brugt, så borgerne er i stand til at betale deres husleje, siger Kira West.

Får 400 kr. ekstra i mediecheck

Forældre, der mister et barn og har plejet det i hjemmet i to år, får lettere adgang til dagpenge under sorgorlov. Samtidig styrkes arbejdsmiljøindsatsen, med større bøder ved overtrædelser og mulighed for, at Arbejdstilsynet bruger klagemateriale – dog kun med samtykke. Pensionister med lav indkomst får desuden 400 kr. ekstra i mediecheck årligt som kompensation for inflation.

Motorcyklist i uheld: Tilses i ambulance