Cinematekets nye filmfestival 35MM viser en række ikoniske film på de originale spoler i løbet af de kommende dage.
Savner du tiden, hvor biograffilm blev vist på fysiske celluloid-spoler – før det hele blev digitaliseret.
Så er Cinematekets nye filmfestival lige noget for dig.
Fra i dag og frem til søndag den 10. maj viser biografen nemlig en række håndplukkede film på ægte 35mm.
Publikum kan dermed se frem til at opleve flere ikoniske film, som de oprindeligt blev vist på det storre læred.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Uperfekt og autentisk
Alle film på festivalen, der har fået den passende titel 35MM, er nøje udvalgt fra Det Danske Filminstituts arkiv, og bliver vist i de originale filmkopier.
”Derfor er det ikke de mest perfekte eller knivskarpe kopier fra filmarkivet, du ser. Hver eneste kopi bærer nemlig spor af sine tidligere visninger – som en slags visuel hukommelse, der gør hver fremvisning unik. Et levende medie, der ikke kun fortæller historien på lærredet – men også historien om 35mm-filmens egen rejse, og forbinder til vores fælles biografhistorie. Vi lover visninger som er 100 % analoge, originale og fulde af karakter,” fortæller arkivchef Michael Frost Jensen fra Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.
Digitale visninger af film, har selvfølgelig sine praktiske fordele, men de gamle ruller bærer altså en særlig nostalgisk charme, som du kan opleve under 35MM.
”I en tid, hvor vi mest ser film i digital opløsning betragter vi det som en af Cinematekets kerneopgaver at tilbyde vores publikum at genopleve filmene som de var tænkt, da de fik premiere. Det gør vi ved at vise de analoge, fysiske biografprints, som med deres dybde og stoflighed fremkalder en unik biografoplevelse, som digitale visninger ikke kan gengive,” siger Sophie Engberg Sonne, programredaktør i Cinemateket, i en pressemeddelelse.
35MM starter torsdag aften med en visning af den sjældent viste originale udgave af science fiction-klassikeren ‘Blade Runner’.
Denne udgave byder både på den omdiskuterede ‘happy ending’ og Harrison Ford i rollen som fortællerstemme.
I løbet af festivalen kan du desuden opleve en anden Harrison Ford-film i form af den første Indiana Jones-film ‘Jagten på den forsvundne skat’ samt den oprindelige tegnefilmsudgave af ‘Ringenes herre’ fra 1978.
Du kan se hele programmet – der også byder på tre ekstravisninger i næste uge – samt købe billetter på Det Danske Filminstituts hjemmeside.