Ny film er kun begyndelsen: ‘Der er en million idéer til fremtiden’

Foto: SF Studios

Instruktøren åbner døren til et større børneunivers, som følges op af tv-serie, nye historier og ambitioner om endnu mere.

Instruktør Mia Fridthjof er aktuel med animationsfilmen ‘Lotte & Totte – Min første ven’, og ifølge hende selv er det langt fra sidste gang, vi møder de to børnefigurer på skærmen.

Filmen markerer nemlig starten på et langt større univers.

Allerede senere i år lander en helt ny tv-serie med Lotte og Totte på DR Ramasjang – en serie bestående af 16 korte afsnit. Og idéerne stopper ikke dér.

“Der er en million idéer til fremtiden,” fortæller hun med begejstring til kino.dk – “men først skal publikum tage godt imod filmen og dens nye visuelle udtryk”.

Fortsættelse i sigte

Selvom filmen netop er landet i biograferne, ser Mia Fridthjof den ikke som en afsluttet fortælling. Tværtimod håber hun allerede på at kunne lave en fortsættelse.

Men først skal tv-serien rulles ud – og det sker, ifølge hende, allerede i slutningen af året.

Serien vil byde på afsnit af syv minutters varighed. De fleste bliver helt nye historier, mens enkelte vil være inspireret af eller genbrugt fra filmen.

“Vi sidder og arbejder på det nu. Både på Tenerife og herhjemme,” fortæller den travle filmmager.

Klassiske temaer i nye rammer

Flere af afsnittene i den kommende serie trækker på de klassiske børnebogsfortællinger om alt fra tandlægebesøg og vaccinationer til opstart i børnehaven – små, genkendelige situationer fra børnelivet.

“Aftalen med rettighedshaveren er, at sæson 1 på serien er baseret på bøgerne og de temaer, som er i dem. Og hvis det går godt, så er de åbne overfor, at man også kan lave en sæson 2 med historier, som jeg finder på”.

“Mulighederne er utallige for fremtiden, men nu skal den første film lige lande først – og danskerne og omverdenen skal have lov til at tage imod det nye design,” forklarer Mia Fridthjof.

‘Lotte & Totte – Min første ven’ kan ses i biograferne nu.

Den tiende sæson af den ikoniske serie ‘Klovn’ havde premiere i søndags, og anmelderne er mildest talt begejstrede.