Nu vil Danmark og Europa slå hårdere til Rusland

Europæiske ledere vil fortsætte med at styrke sanktioner, indtil der er en retfærdig og varig fred.

Sådan lyder det i en fælles erklæring fra ledere af Frankrig, Italien, Tyskland, Storbritannien, Finland, Polen, samt EU-præsident António Costa og formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen.

– Vi vil fortætte med at styrke sanktioner og brede økonomiske tiltag for at lægge pres på Ruslands krigsøkonomi indtil der er en retfærdig og varig fred, lyder det.

De europæiske ledere byder samtidig den amerikanske præsident Donald Trumps bestræbelser på at stoppe krigen velkommen.

Det understreges desuden, at Ukraine har brug for sikkerhedsgarantier for at kunne forsvare landets suverænitet og grænser.

– Det vil være op til Ukraine at tage beslutninger om dets territorium. Internationale grænser må ikke ændres ved magt, lyder det.

Trump sagde forud for mødet fredag, at han er villig til at bidrage til sikkerhedsgarantier for Ukraine.

– Det bliver ikke i form af Nato. Der er nogle ting, der bare ikke kommer til at ske, sagde præsidenten ifølge CNN om bord på Air Force One.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

To kilder med kendskab til sagen siger til Reuters, at Trump og europæiske ledere i en telefonsamtale lørdag har diskuteret sikkerhedsgarantier for Ukraine uden for Nato-regi men i lighed med Natos artikel 5.

Artikel 5 kaldes også for Natos musketered. Her forpligter medlemmerne af Nato sig på at forsvare ethvert land i alliancen, der måtte blive angrebet.

I et opslag på X understreger Zelenskyj, at der er brug for ægte og varig fred og ikke blot “endnu en pause mellem russiske invasioner”.

Zelenskyj har sagt til Donald Trump, at sanktioner mod Rusland bør blive styrket, hvis der ikke bliver et trilateralt møde, eller hvis Rusland forsøger at undgå at ende krigen.

– Sikkerhed skal garanteres pålideligt og på lang sigt med inddragelse af både Europa og USA, skriver den ukrainske præsident.

/ritzau/