Grønlands Politi oplyser fredag aften i en pressemeddelelse, at man har etableret et nyt militært område. Allerede på mandag etableres der endnu et område.
‘Der vil være kontinuerlig bevogtning på områderne, og ingen uvedkommende har adgang til områderne.’
Sådan skriver Grønlands Politi fredag aften i en pressemeddelelse i forbindelse med, at man udvider de militære områder på øen.
Ifølge politiet er der klokken 16 lokal tid blevet etableret et nyt militært område, ligesom der igen på mandag etableres endnu et område.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Omtrent 3,5 km fra Kangerlussuaq, ved vagtskuret Jyttes Hytte, er der i dag klokken 16.00 etableret en afspærring i forbindelse med, at Forsvaret skal bruge området til opbevaring af materiel.’
‘På mandag etableres desuden en afspærring på havnekajen ved kajplads 55, Feederkajen i Nuuk, hvor der bl.a. kommer til at ligge et hotelskib,’ skriver politiet.
De nye midlertidigt militære områder bliver etableret i kølvandet på, at man i sidste uge etablerede et område i Nuuk ved ‘Verdens Ende’. Også det område bruges til materiel opbevaring, oplyser Grønlands Politi.
I området er der taget hensyn til sikkerhed og lokalområdet, ligesom der er opsat relevante skilte og afspærringer til trafikanter og fodgængere.
‘Hverken Grønlands Politi eller Arktisk Kommando har yderligere kommentarer til oprettelsen af de midlertidige militære områder,’ lyder det afslutningsvist.
Det oplyses ikke, hvor længe, det midlertidige militære område vil være i brug.

