Nu skal Ukraine producere droner i nordisk land

Ifølge Ukraine vil landet dele viden med Norge, som til gengæld stiller produktionskapacitet til rådighed.

Ukraine skal fremover producere droner i Norge.

Det fremgår af en aftale indgået mellem de to lande, skriver nyhedsbureauet NTB.

Målet er at få produktionen i gang i løbet af næste år, oplyser Norges forsvarsministerium i en mail til NTB.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

– Aftalen lægger op til tættere udvikling og samarbejde mellem norsk og ukrainsk droneindustri. Efter produktionen skal dronerne doneres til Ukraine.

– Ukraine vil ifølge aftalen, som er underskrevet, dele teknologi og innovation med Norge, og målet er at få et tættere samarbejde med norsk forsvarsindustri for at øge produktionsevnen og dermed Europas sikkerhed, siger forsvarsminister Tore O. Sandvik i en udtalelse.

Ifølge Ukraines forsvarsminister, Denys Sjmyhal, gavner aftalen begge parter.

– Ukraine deler sin erfaring og teknologi med Norge. Vi får produktionskapacitet, som vil give vores soldater moderne droner. Desuden åbner dette nye muligheder for forskning og udvikling, siger han.

Produktionen skal i gang hurtigst muligt i 2026, og derefter vil man løbende udvide produktionen, lyder det fra Norges forsvarsministerium.

/ritzau/

Korte videoer