Private aktører får snart lettere adgang til at løse opgaver i ældreplejen – og det skal ske på lige vilkår med det offentlige. Med en ny bekendtgørelse indfører regeringen faste overheadsatser, der skal skabe større gennemsigtighed og fair afregning mellem kommuner og private leverandører.
Det er et centralt element i den kommende ældrelov, der træder i kraft 1. juli 2025. Ifølge Ældreministeriet vil de nye regler gøre det både nemmere og mere attraktivt for private at byde ind på ydelser som friplejehjem, helhedspleje og madlevering – uden at skulle navigere i komplekse og uigennemsigtige kommunale beregningsmodeller.
Det skriver Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Overhead dækker kommunernes interne administrationsudgifter – fx til it-support, HR og løn – og er hidtil blevet opgjort forskelligt fra kommune til kommune. De nye, faste satser er baseret på beregninger fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og data fra 15 udvalgte kommuner.
Ifølge en analyse fra VIVE viser erfaringer med friplejehjem, at private aktører kan bidrage med høj brugertilfredshed og innovationskraft – særligt når der er klare og ensartede rammer for driften. Samtidig understreger forskningen behovet for gennemsigtige regler og lige konkurrencevilkår for at undgå skævvridning mellem offentlige og private tilbud.
Ældreminister Mette Kierkgaard understreger, at tiltaget både skal styrke konkurrence og kvalitet i ældreplejen – og give borgerne mere valgfrihed:
‘Med ældrereformen ønsker vi, at flere private leverandører får mulighed for at byde ind på opgaver i ældreplejen. Når viften af forskellige offentlige og private tilbud bliver bredere, får vi mere kvalitet og innovation i plejen. Derfor skaber vi nu reel ligestilling mellem offentlige og private leverandører ved at sikre fair afregning’
Bekendtgørelsen er netop sendt i høring og træder i kraft sammen med ældreloven den 1. juli 2025. Der er samtidig sendt en særskilt bekendtgørelse i høring om fastsættelse af afregningspriser for helhedspleje.
Elbiler bliver ofte fremhævet som det miljøvenlige, økonomiske valg. Men er de nu også det?