Nu kommer der en demenshandleplan: “Vi er positive”

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Ældre Sagen beskriver det som “en række positive initiativer”, som den nye regering har med i på ældreområdet i regeringsgrundlaget.

Reaktionerne er strømmet ind, efter at Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M), Pia Olsen Dyhr (SF) og Martin Lidegaard (RV) tirsdag kunne præsenterer et nyt regeringsgrundlag efter ti ugers intense forhandlinger.

Øverst på dagsordenen i den nye firkløverregering – som partilederne selv har kaldt den – er det grønne område, men en række velfærdsområder er også nævnt i det 77 siders lange grundlag.

Heriblandt ældreområdet. Og det ser man positivt på hos Ældre Sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Det skyldes blandt andet, at der er kommet en række initiativer på demensområdet – herunder, at der er udsigt til, at der nu kommer en demenshandleplan.

“Demens er en af de største udfordringer, vi står overfor i de kommende år. Derfor må vi lette på hatten over regeringens fokus på demens. Der er brug for en markant styrket indsats, som kan skabe mere tryghed og bedre støtte til både mennesker med demens og deres pårørende,” siger administrerende direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup. 

Det er dog ikke det eneste område, som Ældre Sagen har en forhåbning bliver en prioritet i den nye regering.

Ifølge Ældre Sagen skal der være en større tryghed i ældreplejen. Især når det kommer til, at de ældre kan være sikre på, at der er hjælp, når de har brug for det, og at kvaliteten er i orden.

“Omsorg og tryghed skal være fundamentet i ældreplejen. Det er en helt grundlæggende del af vores velfærdsmodel, at man skal kunne føle sig tryg ved at blive gammel i Danmark,” siger Bjarne Hastrup.

Og for at det skal kunne lykkes, så kræver det ifølge direktøren, at man tager fat i et bestemt område: Rekruttering.

Ifølge Ældre Sagen er manglen på medarbejdere og kompetencer i ældreplejen nemlig faretruende. Derfor er det vigtigt, når regeringen lægger op til at lave en langsigtet rekrutteringsplan.

“Det er en bunden opgave at løse udfordringerne med manglen på kvalificeret arbejdskraft i ældreplejen. Derfor glæder det os, at regeringen tænker langsigtet og vil investere i både rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling. Det er helt afgørende for, at ældre kan føle sig trygge, når de får brug for hjælp,” siger Bjarne Hastrup.

Og så er det ikke kun flere hænder, der er lagt op til de ældre i det nye regeringsgrundlag.

Ud over de andre tiltag har Mette Frederiksen også lagt op til, at de folkepensionister, der har mindst, får 1000 kroner mere om måneden.

Annonce
Annonce
Annonce