Glade festivalsgæster med billet til Tinderbox 2026 kan nu for alvor begynde at glæde sig til juni, hvor festivalen løber af stablen. Tre dage med musik fra blandt andre hitmagere som Pitbull og filmstjerner som Keanu Reeves er nu lagt fast – så nu kan planlægningen for alvor begynde.
Der går efterhånden ikke længe, inden Tusindårsskoven i Odense er stuvende fuld af festivalgæster, når tre dage med musik og fest bliver skudt i gang den 25. juni.
For andet år i træk har Tinderbox kunne melde udsolgt af partoutbilletter allerede i februar, tidligere end nogensinde før.
Siden da er alle to-dags- og torsdagsbilletter også blevet udsolgt, hvilket ifølge festivalen vidner om en overvældende interesse.
Det er dog fortsat muligt at erhverve sig en af de tilbageværende en-dagsbilletter til fredag og lørdag, ligesom der fortsat er billetter til festivalens campingområde.
Men, hvis man nu allerede har sikret sig en billet, kan man godt begynde at planlægge sit ophold i Tusindårsskoven.
I en pressemeddelelse oplyser Tinderbox nemlig, at spilleplanen til årets festival nu er fuldendt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Starter med dansk stjerne, slutter med danske stjerner
Ingen andre end rapperen Artigeardit får lov at skyde Tinderbox anno 2026 i gang med fællessang og folkefest på hovedscenen Panorama.
Ifølge Tinderbox får festivalgæsterne dog en tralvt beskæftiget torsdag, når det ene store navn efterfølgende erstatter det andet på festivalens to største scener.
TV-2, Jonah Blacksmith, The Offspring, Pitbull, APHACA og Rasmus Seebach kommer i den forbindelse alle forbi Panorama og Plaza.
I Pavilion-teltet vil publikum kunne fordybe sig i aarhusianske Østen eller engelske Alessi Rose, mens der på Groovebox venter en nostalgisk saltvandsindsprøjtning, når Bomfunk MC’s samt Hampenberg, Alexander Brown og Yepha spiller.
På den legendaiske, elektroniske Magicbox-scene kan Tinderbox-gængere glæde sig til at feste med Emil Lange og HALŌ, inden den svenske verdensstjerne Alesso lukker og slukker festivalens første dag.
Lidt til enhver smag
Andendagen på Tinderbox må siges at være en blandet pose bolsjer, når der både bliver plads til dansk R&B fra 2010’erne, maskeret countrypop og hårde technobeats.
Inden da åbner URO fredagen på Panorama, hvorefter der bliver plads til blandt andre Svea S, Joey Moe og Blaue Blume.
Senere er det store internationale navne i form af Snow Patrol, Jamiroquai og Moby, der træder op på hovedscenerne.
I Pavilion-teltet kan publikum se frem til den maskerede countrypopsanger Orville Peck, inden Rock Hard Power Spray går på.
På Groovebox bliver der plads til 90’er-ikonerne Humleridderne og hitmaskinen ItaloBrothers.
Hårde technorytmer og en elektronisk fest kommer til at præge Magicbox når blandt andre VE/RA, Ely Oaks, Vintage Culture og CamelPhat stiller sig bag pulten.
Filmstjerne og danske sværvægtere
På festivalens sidste dag byder Tinderbox velkommen hjem til det fynske band Kalaset, der senest åbnede Tinderbox på Pavilion-scenen – nu er indiebandet klar til hovedscenen.
I løbet af dagen vil en parade af store hits blive spillet på hovedscenen af Charlie Puth, Jess Glynne, White Lies, Tobias Rahim og Thomas Helmig, inden Turboweekend lukker scenen.
Samtidig skal der bydes velkommen til en vaskeægte Hollywood-stjerne, der svinger forbi Pavilion når Keanu Reeves kommer med sit band Dogstar.
Senere bliver der på scenen plads til rapperne MAS og KIDD.
På Groovebox kigger Johnson forbi i anledning af sit 20-års jubilæum, inden Barcode Brothers fløjter fest af.
HEDEGAARD, Agents of Time, Boris Brejcha og Miss Monique er bare nogle af de DJ’s, der starter en fest bag pulten, inden Tinderbox-legenderne TooManyLeftHands lukker og slukker årets fest i et brag af en fest sammen med ingen ringere end Rune Rask.
På Tinderbox’ hjemmeside kan du udforske hele musikprogrammet, ligesom du kan granske spilletider, så du forhåbentlig kan nå alle de koncerter, du vil se.
