Med en kupon i DSB-appen er det muligt at køre gratis med S-tog på alle linjer hver søndag i december.
Er man til julefrokost en lørdag i december og kan holde ud til efter midnat, kan hjemturen blive gratis.
Det bliver nemlig gratis at køre med S-tog i hele søndagsdøgnet resten af året.
Det skriver DSB i en pressemeddelelse.
Tilbuddet gælder fra søndag 30. november og altså alle resterende søndage året ud.
(Artiklen fortsætter under billedet)

For at rejse gratis, kræver det, at man henter en kupon i DSB’s app. Dertil skal man have en DSB Plus-profil.
Tilbuddet gælder kun for rejser på alle DSB’s S-togslinjer.
Rejsen skal være begyndt i tidsrummet mellem klokken 00.00 natten til søndag og 23.59 natten til mandag. I det tidsrum kan man rejse, så meget man vil.
Børn under 15 år kan rejse gratis uden DSB-appen og en DSB Plus-profil.
Med tilbuddet ønsker DSB at minde om, at S-togene kører med høj frekvens hele året, for det kan nogle måske glemme, siger kundechef i DSB Charlotte Kjærulff i pressemeddelelsen.
– Det vil vi gerne råde bod på ved at invitere indenfor resten af året på et tidspunkt, hvor de fleste af pendlerne holder fri, lyder det fra kundechefen.
S-toget dækker 87 stationer på kryds og tværs af hele hovedstadsområdet.
Togene kører hvert 10. minut fra morgen til aften, og de kører også hele natten fredag og lørdag fra midnat til klokken 06.00 om morgenen.
/ritzau/