Ikoniske radioprogrammer som ‘Tæskeholdet’ og ‘Morgennisserne’ bliver nu tilgængelige i Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv.
Som del af medieaftalen 2023-2026 fik Det Kgl. Bibliotek opgaven med at samle gamle radio- og tv-udsendelser fra DR og gøre dem tilgængelige for offentligheden.
Siden DR-arkivet åbnede for offentligheden i marts, er man ifølge Det Kgl. Biblioteks hjemmeside kommet i mål med 40 procent af arkivet.
Indtil videre er det primært materiale fra 2006 og frem, der er blevet tilføjet til arkivet, men planen er, at man i 2026 kan høre radio fra 1930’erne og frem og tv fra 1950’erne og frem.
Nu kan Det Kgl. Bibliotek annoncere den hidtil største udvidelse af arkivet siden lanceringen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Danskernes fælles lydspor’
Det er hele 760.000 radioudsendelser fra 1989 til 2005, der nu bliver gjort tilgængelige på Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv.
Den nye tilføjelse til arkivet er baseret på den såkaldte DAT-samling med optagelser af sendefladerne på P1, P2 og P3 – fra morgen til aften.
Disse optagelser er blevet opdelt i individuelle udsendelser, så specifikke programmer nemt kan søges frem i arkivet.
Det er blandt andet satire-klassikeren ‘Tæskeholdet’ med Jan Gintberg og Casper Christensen og juleprogrammet ‘Morgennisserne’, der nu bliver tilgængelige for offentligheden.
“Radioen har gennem generationer været danskernes fælles lydspor – fra morgenradio i køkkenet til satire, debat og musik, der har samlet os på tværs af landet. Derfor er det helt særligt, at vi nu kan give offentligheden adgang til så mange timers radiohistorie. Det er stemmer, øjeblikke og fortællinger, som har formet vores fælles forståelse af verden,” udtaler Bente Skovgaard Kristensen, direktør for Det Kgl. Bibliotek, i en pressemeddelelse.
Ifølge en pressemeddelelse fra Det Kgl. Bibliotek har man indgået en omfattende licensaftale med Copydan Arkiv og DR.
Aftalen gør det muligt at kompensere rettighedshaverne til de arkiverede programmer og er ifølge pressemeddelelsen uden nationalt eller internationalt sidestykke.
På https://www.kb.dk/find-materiale/dr-arkivet/ kan du finde det hidtidige arkiv, samt de første udsendelser fra den nye tilføjelse.
Over de kommende uger vil flere af de nye radioudsendelser blive tilføjet.