Nu er det Arnes tur: Overvejer at droppe Socialdemokratiet

Efter at have stemt på Socialdemokratiet i over 40 år vakler Arne før næste folketingsvalg.

“Jeg er i tvivl lige nu. Helt ærligt,” fortæller Arne Juhl til DR.

Arne blev landskendt som frontfigur i Socialdemokratiets mærkesag Arne-pensionen, som skulle sikre tidlig pension for nedslidte. Efter et langt arbejdsliv med tunge løft på et bryggeri gik Arne sidste år selv på pension – med netop Arne-pensionen.

Selvom Arne Juhl var hovedperson i en socialdemokratisk kampagne, er hans stemme ikke længere givet på forhånd.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Arnes overvejelser om at skifte parti skyldes utilfredshed med Socialdemokratiets politiske prioriteringer.

“Vi har jo kæmpe overskud af ressourcer. Men hvorfor skal det hele fyres af på en krig, som vi ikke kan vinde,” siger Arne Juhl til DR og tilføjer, at pengene til Ukraine er bedre brugt på den hjemlige velfærd. 

Derudover er han ikke begejstret for regeringens håndtering af den høje moms på fødevarer og den stigende pensionsalder.

Endnu en dårlig uge

At selveste ansigtet på Arne-pensionen nu er i tvivl om sin stemme, er endnu en dårlig nyhed for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Den kommer kort efter et kommunalvalg med stor tilbagegang og en Epinion-måling i sidste uge, som er partiets dårligste i over 10 år.

Det var nemlig den dårligste måling siden 2013 og dermed også den dårligste Epinion-måling for Mette Frederiksen i sin tid som partiformand. Ifølge målingen står de til hele 18 mandater færre end ved sidste valg.

Et mindreforbrug i 2025 i en af regionerne kommer nu flere tusinde patienter til gode.