Nu er der nyt i Nordic Waste-sagen

Arkivfoto fra arbejdet ved Nordic Waste.

Jordskredet ved Nordic Waste i Ølst resulterede i overhængende fare for miljøskade på en nærliggende å – Nu er der nyt i sagen.

I 2008 trådte miljøskadeloven i kraft.

Siden da har man anvendt den i to sager.

Den seneste af de to er sagen om jordskredet ved Nordic Waste i Ølst. Jordskredet medførte en overhængende fare for miljøskade på den nærliggende Alling Å.

I kølvandet på den sag nedsætter miljøminister Magnus Heunicke nu et miljøudvalg, der får til opgave at gennemgå miljøskadereglerne. Derudover skal de komme med forslag til ændringer af regler.

Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

‘Nordic Waste-sagen har med al tydelighed vist, at der er behov for en grundig gennemgang af vores miljøskaderegler. Det er helt afgørende, at lovgivningen er indrettet, så vi bedst muligt kan forhindre og håndtere sager som den, vi har været vidne til ved Ølst,’ lyder det fra Magnus Heunicke.

Miljøudvalget skal derudover også forsøge at styrke princippet om, at forureneren betaler for de skader hændelsen medfører.

‘Vi skal sikre, at forureneren lever op til sine forpligtelser og betaler regningen, hvis skaden sker. Nu går udvalget i gang med det vigtige arbejde, og jeg ser frem til at modtage deres anbefalinger,’ siger miljøministeren.

Man forventer, at udvalget så vidt muligt afslutter arbejdet inden udgangen af 2025.

En ny risikokortlægning vurderer, at 51 kommuner er i farezonen for oversvømmelser.