62 ord fra perioden 1957 til 2024 er blevet en del af onlineordbog. Flere er en del af sproglige diskussioner
“Hen” og “de” er blandt de 62 ord, som Dansk Sprognævn har føjet til ordbogen “Nye ord i dansk 1955 til i dag”.
Det skriver Politiken onsdag.
Både “hen” og “de” kan bruges som pronomen for personer, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde.
“Nye ord i dansk” er en onlineordbog, hvor man kan finde “ord og udtryk, der vedrører tidstypiske sproglige tendenser i det danske samfund”.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er således ikke tale om, at ordene er blevet føjet til “Retskrivningsordbogen”, som er den officielle danske retskrivningsordbog.
– Både “de” og “hen” er omdrejningspunkt for sproglige diskussioner i disse år, siger seniorforsker i Dansk Sprognævn Margrethe Heidemann Andersen til Politiken.
– Og så skal man også kunne slå dem op og se, hvad de betyder, og hvordan de bruges.
Det er opslagsord fra perioden 1957 til 2024, som i denne omgang er kommet med i ordbogen.
“Hen” er dateret tilbage til 1981, mens “de” er dateret til omkring 2010.
En lang række andre ord er også blevet en del af onlineordbogen. Det gælder for eksempel ordet “bolo” som “kortord for spaghetti bolognese” og ordet “orgasmekløft”, der beskriver en “systematisk forskel på, hvor ofte mænd og kvinder får orgasme ved samleje”.
De er dateret til henholdsvis 2006 og 2019.
– Der er således ikke nødvendigvis tale om ord, der er nye i dansk. De afspejler dog alle det, der er en af nævnets kerneopgaver, nemlig at følge sprogets udvikling, skriver Dansk Sprognævn i en pressemeddelelse.
Også ord fra global politik og sport har fundet vej til den seneste udgave af “Nye ord i dansk”.
Således er “skyggeflåde” kommet med. Ordet, som især er blevet nævnt i forbindelse med Rusland og vestlige sanktioner, betegner en “flåde af ikkeregistrerede ofte ældre tankskibe, som anvendes til at omgå sanktioner”.
Imens er ordet “elastikkørsel” kommet med som en type af “kørsel, hvor man skiftevis kører langsomt og stærkt”. Det er dateret til 2000 og bruges ifølge Dansk Sprognævn især inden for cykelsport. Det kan også bruges mere bredt.
Før ord kommer skridtet videre og bliver en del af “Retskrivningsordbogen”, skal de have en mere etableret plads i sproget eller være svære at stave, skriver Politiken.
/ritzau/